Vagner Møller fortæller

Vagner Møller fortæller om tiden som brunkulsarbejder i Abildaa under krigen

 

Vagner Møller, blev født i Abildaa, hvor han også boede det meste af tiden. Han var 81 år da han døde i december 1997. Han var med til at grave brunkul under krigen, på den tid, da det meste arbejde i kullejerne blev udført med håndkraft.

Da Trehøje Brunkulshistoriske Forening blev stiftet i 1991 var Vagner Møller faglig rådgiver for foreningen med hensyn til oprettelsen af "Abildaa Brunkulsleje", så lejet kunne blive så historisk korrekt som muligt. For dette arbejde blev han i sommeren 1997 udnævnt til æresmedlem af foreningen. I forbindelse med foreningens start blev Vagner Møller i 1991 bedt om at fortælle om hvordan det var at arbejde i brunkullene under den anden verdenskrig. Her er et uddrag af dette interview.

Vagner Møller begyndte i kullene i efteråret 1940. Arbejdet foregik på primitiv vis med skovl, greb og trillebør. Det var forbistret hårdt og beskidt arbejde, knokleri fra morgen til aften og daglønnen var heller ikke noget at prale af, men der var ganske enkelt ikke andet arbejde at få.

Man kunne vælge at arbejde for tyskerne og hjælpe dem med at bygge bunkers og forsvarsværkerne ved vestkysten, eller man kunne blive sendt på tvangsarbejde i  Tyskland. Ganske vist tjente de mere ude ved kysten, og ganske vist arbejdede de for en dansk entreprenør, men alligevel var det jo en slags tyskerarbejde, og man ville jo helst have dansk arbejde.

Nogle vil kalde kullejet for et helvede, andre et torturkammer, men Vagner Møller kalder det nu en arbejdsplads på godt og ondt, og ser han tilbage, husker han det kun for det gode. Det kan godt være, det er som med militæret, siger han. Det var et helvede at være derinde, men bagefter kalder man det for en god tid. Og en god tid er, hvad Vagner Møller kalder sin tid i lejerne. Ganske vist var det med hans ord det rene og uforfalskede knokleri, og ganske vist kom han derfra med gigt, og ganske vist kunne man intet få til at forsøde tilværelsen.

Gummistøvler var en mangelvare, tobak var umuligt at opdrive og dæk til cyklerne var en by i Rusland. Men alligevel erklærer Vagner Møller sig i dag parat til at gøre det hele om, hvis det ellers var muligt.

For lejerne havde det vi savner i dag, først og fremmest sammenhold.

Når jeg tænker tilbage, så havde vi det usselt. Men det var en god tid. Og så er det vel sådan, at har man een gang været brunkulsarbejder, så glemmer man det aldrig. Engang brunkulsarbejder, altid brunkulsarbejder.  Sådan er det vel, når man har været med i noget sådant. Det var hårdt dengang som daglejer, eller brunkulsarbejder, hvor det drejede sig om datidens danske energiforsyning.

Vagner Møller er en af dem, der har gjort næsten hele turen med, fra de vestjyske brunkulslejer åbnede midt i 30erne.   Han en af dem, der har sat sig for at være med til at udbrede kendskabet til brunkulsarbejdernes liv for at bevare dette stykke Danmarkshistorie, som livet i brunkulslejerne var.

Normalt er det altid arbejderne fra lejerne i Søby, man hører om, men denne gang er det brunkulsarbejderne fra Abildaa, der har taget initiativet til at få oprettet en brunkulsforening. Det begyndte for et par år siden med "en så pokkers god brunkulsaften" med lysbilleder henne i forsamlingshuset. At tænke sig, der kom flere end 200 mennesker, for at høre om børster og brunkul. Så må det da have interesse for mange flere, tænkte de, og sådan går det til, at de gamle brunkulsarbejdere nu sætter hinanden stævne, for at danne en forening, der kan bevare mindet og formidle kontakten mellem de brunkulsarbejdere, der endnu er tilbage.

Om få år vil det være for sent, mener Vagner Møller. Flere og flere af os falder fra. Fra lejerne her i Abildaa er vi vel næppe mere end 60-70 stykker tilbage, og det vil være en skam, hvis det hele glemmes. Da styrken her i Abildaa var på sit højeste, talte den godt og vel tre hundrede mand, flest fra Vestjylland, men også mange fynboer. Abildaa var den lille lejr, Søby var den store, og der var ifølge Vagner Møller stor forskel på miljøet de to steder.

Mens lejerne i Søby blev kendt for sit rå miljø med kvinder og spil, hvor mange satte både ugeløn og ægteskab over styr, var Abildaa mere stille.

Det hænger formentlig sammen med, at Søby var det store sted med de mange mennesker, siger Vagner Møller. På et vist tidspunkt var den jo en storby - et dansk Klondyke. Det var Abildaa ikke. Her blev selvfølgelig også spillet kort, men det var som regel ikke om store penge, og når vi ikke drak spiritus, var det fordi det var svært at skaffe.

Man kan måske sige, at Abildaa mere var en familielejr, mange af arbejderne tog deres koner og kærester med herop. De blev så indlogeret i små, primitive huse, de selv byggede, eller i værelser, de lejede rundt omkring på gårdene.

Ser man området i dag, er meget groet til og ligger hen, som de forlod det. Andet er brugt som losseplads og er fyldt op med resterne af 30 års velfærdssamfund.  Men det, der er tilbage, tegner billedet af en verden, som ikke er mere.

Vagner Møller kalder arbejdet i lejerne "en kamp for livet". Spørger man, hvorfor vi gjorde det. Det skal jeg såmænd sige dig. Vi gjorde det for at overleve. Slet og ret. Det var kampen for eksistensen, det gjaldt. Alt andet er romantisk vrøvl. Tjente man ikke penge, fik man ingenting. Dengang var der jo ingen socialkontor, ingen  bistandslov og den slags.

Nej ville man overleve var der ikke andet at gøre end at tage fat på, hvad der nu bød sig.

Arbejdet hang ikke på træerne sidst i 30erne og først i 40erne. Det var på alle måder et mangelsamfund.  Vagner Møller mener da også, at de mennesker, der kom i lejerne, fik lært at bestille noget.

Det var den lærdom vi fik, siger han..  Kunne vi ikke det forinden, lærte vi at tage fat.  Men vi lærte også, hvad det vil sige at være i samme båd og holde sammen.  Men ellers var der ikke så meget, brunkulsarbejderne havde til fælles.

Det var mennesker af alle slags, siger Vagner Møller.  Deres fælles interesse var at tjene penge.  Man må jo tænke på, at det var eksistensen, det gjaldt.  Og for mange var der ikke andre steder at gå hen, og forresten var man også glad, når bare, man kunne få noget arbejde.

Han husker endnu, at timelønnen var 1,48 kr. Det kunne på fuld tid give 90 kr. om ugen, men det var nu sjældent, vi havde fuld tid, siger han. Stormede det, kunne vi ikke være derude for støv fra den lette overjord, og regnede det, havde vi problemer med vandet.

Da jeg begyndte derude troede jeg, at der var penge i skidtet. Men det viste sig nu at være så som så.  Alligevel lykkedes det at overleve, for lidt er bedre end intet, og har man oplevet den tid, lærer man at være nøjsom og tage tingene med.

Der bliver aldrig brug for brunkullene igen. Så skal verden da gå helt af lave.  Men kan vi bare give lidt af den ånd og den mentalitet videre til næste generation, er det måske slet ikke så ringe endda. Det er nemlig også det, vi vil arbejde for, at det vi stod for ikke går i glemmebogen.