Naturen i Abildå Brunkulsleje

Udviklingen fra ørken til frodig natur

Billedet er fra 1955 og ejendommen i forgrunden er Abildåvej nr. 1 - træhuset (til venstre for haven) er en kularbejderbolig.

Ejendommen bag graveområdet er Timringvej nr. 8

Da gravningen stoppede 1965, lå brunkulslejerne ved Abildå hen som nøgne sand- og lerdynger omkring dybe huller. Nogle af gravene blev plantet til med nåletræer, og resten begyndte hurtigt at udvikle sig til et spændende naturområde. De dybe huller blev straks til søer. Samtidig bredte mos og lav sig over sandet. Senere kom græs og lyng til, og til sidst voksede buske og træer op. I søerne kom der siv, padderok og andre vandplanter. Nogen af planterne f.eks. pil og birk spirede fra frø spredt af vinden, mens fugle spredte rønnebær og agern. Også mus har hjulpet til, når bøgens frø er spredt i sandbunkerne. Med læ og føde fra de mange forskellige planter har mange dyr fundet gode levesteder i det kunstige landskab. Masser af insekter, frøer og tudser, små og store pattedyr som mus, ræv, hare og rådyr lever nu i området. I Abildå som i de mange andre brunkulslejer i Midt- og Vestjylland har de tidligere golde og barske ørkner efter brunkulsgravningen på mindre end 50 år udviklet sig til en spændende og indholdsrig natur. Samtidig med naturoplevelserne fortæller de gamle brunkulslejer en spændende historie om tiden mellem og særlig under de to verdenskrige, hvor Danmark var afhængig af brunkul, fordi man ikke kunne skaffe kul og olie til landets energiforsyning.