Peder Vendelbo fortæller

Peder Vendelbo, Abildå, fortæller om sin tid som brunkulsproducent.

Peder Vendelbo stammede fra Sædding. I 1924 købte han gården, Tiphedevej 8 i Abildå. Foruden at drive landbrug drev Peder Vendelbo vognmandsforretning og foderstofhandel. Desuden var han under den anden verdenskrig den største brunkulsproducent i området. En overgang havde han over 100 mand i arbejde, og havde fem lastbiler. Peder Vendelbo blev 91 år inden han døde i 1987. Her fortæller han i et interweuv fra 1980 om de forskellige steder, hvor han har været med til at grave brunkul.

Peder Vendelbo fortæller, at han var med til at grave brunkul allerede i 30erne. Det var i Fiskbæk. Det var firmaet Hoffmann og sønner. De købte en gård og rømmede overjorden af ca. 20 tønder land, så gravede de helt ned på bunden og anlagde en såkaldt "Sporkasse", her blev der lagt jernbanespor. Så lagde man trillebrædder op på jernbanevognene og så trillede man kullene direkte op og tippede dem ned i vognene. Man havde søm i træskoene for at kunne stå fast.

De der arbejdede der var mest "børster", der var ikke  så mange alm. bønderkarle, og kom der nogen blev de presset så hårdt, at de ret hurtigt måtte holde op.  Disse børster havde et ualmindeligt godt håndelag, så de var vanskelige at følge. Peder Vendelbo fortæller, at han kom igennem de første vanskeligheder og efterhånden fik hård hud på hænderne og så kunne han nemt klare sig, men det var en hård tid at komme igennem. Formanden var lollænder, han havde arbejdet på herregårde, så han kendte tonen. Det var almindeligt at fire mand skulle fylde tre vogne om dagen afhængig af om det var 12 eller 18 tons vogne.  Vandet blev fjernet ved hjælp af en meget stor lokomobil, der  trak en 6 tommer sugepumpe.  Der blev arbejdet i treskift, og hvert hold arbejdede i 7 timer.

I Abildå begyndte man at grave i 1936, det var Peder Vendelbo, Niels Møller og Anders Jensen, Grønbjerg Teglværk, der startede med at købe en tønde land af Poul Havbjerg. Den kostede 3.200 kr. Det største problem var vandet. Det blev først søgt fjernet med forskellige centrifugalpumper og ajlepumper, der blev trukket af en Holstebro-motor.  Et stykke tid havde man en mølle til at trække pumpen. Den var fremstillet af Harald Nielsen (Fynbo), men den væltede en dag, hvor det stormede, og så opgav man den. Senere fik man fat i en snegl, som blev købt i Stadil, den var lavet sådan, at den kunne forlænges, når man kom ned i dybden. Noget af tiden havde man også en skibsmotor til at trække pumpen.

De store kul blev solgt til private og "Snuset" gik til Grønbjerg Teglværk, der brugte det både til at fyre med i ovnene, men også til at blande i leret, der skulle bruges til fremstilling af mursten. Når stenene blev brændt forsvandt kullene, derved opstod der hulrum i stenene, som derved blev lettere og fik en vis isolerende evne.

I 1938 fik man Elmotorer og så gik det bedre med vandet. Overjordens tykkelse varierede fra 1,5 til 3 meter. kullaget var fra 1 til 1,5 meter, så det var ualmindelig gode forhold. Men før man fik hold på vandproblemerne skete det tit at lejet var fyldt med vand når mandskabet kom om morgenen og så blev der jo lavet for lidt den dag

Da krigen kom, blev der jo mangel på brændsel, og der kom folk fra snart alle egne af landet for at købe part i lejerne. Efterhånden var der mange, der gravede i Abildå.

De første år havde det været Møller, der var formand i lejet ved Havbjerg, men der opstod forskellige vanskeligheder bl.a. ville arbejderne drille Møller og somme tider var der næsten ikke andre end ham selv, der arbejdede, det duede jo ikke. Så blev Viggo Juelsgaard formand og han forstod at få folk til at bestille noget og holde arbejdet i gang.

Under krigen kom der maskiner til hjælp til kularbejdet, først og fremmest transportører, der kunne fjerne jorden og senere under krigen kom der også gravemaskiner til hjælp. Kullene blev taget op med spil og senere med svingkraner.

Peder Vendelbo fortæller, at han havde både en stor og en lille gravemaskine, foruden ved flere transportører og spil. En tid lånte man tipvogne og spor af Ringkøbing Amts Vejvæsen, de havde nemlig en del materiel stående ubenyttet hen ved hovedvejen, fordi vejarbejdet var standset under krigen.

Peder Vendelbo fortæller,  at nede i mosen brugte man tipvogne, for der var det sådan, at når tørvene var fjernet, så var der kun en meter  klæg, så var man ved kullene.  og her lagde man spor og oprettede en trækstation, hvor der var et spil med en lang vire til at trække tipvognene op af lejet. Det største problem var, at få fat i en dygtig mand til at passe spillet, så hverken tipvogne eller spor kom i uorden, fordi vogntoget kørte for stærkt eller løb løbsk.

Da der blev gravet mest kul i Abildå regnede man med, at der var ca. 300 mand i arbejde. Der kom folk hver morgen med lastbil fra både Holstebro, Nr. Felding og Aulum. Enkelte steder var kullaget helt oppe på over 2 meters tykkelse og enkelte andre steder var der to lag kul.

En del kul blev sendt til Jysk Højspænding i Aabenrå, det var "snus" de var interesseret i, de brugte det på den måde, at de sprøjtede olie på kullene samtidig med, at det blev ført ind i fyret. Der blev også leveret en hel del til Esbjerg, men det var mest Hoffmann og sønner, der forestod leverancen.

Engang havde de fået en del arbejdere fra Esbjerg, og de var, hvad man vil kalde meget "røde", de var meget fagforeningsbevidste. De skulle fjerne overjorden, men de ville ingenting bestille og desuden lavede de både ballade og sabotage. Det blev nødvendigt at fyre hele bundtet og udbetale den løn de havde til gode. De havde faktisk drevet  det så vidt, at det ikke kunne gå rundt, men det troede de ikke selv på, så de blev i Abildå en hel uge, fordi de troede de ville blive antaget igen.  Men da de havde drukket lønnen op drog de alligevel af sted og det var der ingen, der græd over. Så kunne lejet igen åbnes med et nyt mandskab.

Peder Vendelbo har prøvet at grave kul andre steder end i Abildå, men som regel i kompagni med andre f.eks. i Resen, Arnborg og Sandet.

Det har været med skiftende held somme tider har det givet overskud og til andre tider har han sat penge til.

Gravemaskinerne gik jo på dieselolie og det var jo vanskeligt at fremskaffe under krigen, men det var en tommelfingerregel om, at havde man brunkul så kunne man faktisk få alt hvad man havde brug for. Det lykkedes da også at holde maskinerne i gang. Smøreolie fik man at Peder Lysgaard, det var ham, der senere startede Uno-X. Hvordan han fik fat i olien er ikke godt at vide, men han kunne altså levere hele tromler. Det er ikke utænkeligt, at det var tyskerne, der oprindeligt havde solgt det. Der var jo en livlig sortbørshandel på den tid.

Staten lod opstille 12 sovebarakker og en kantine i Abildå under krigen, beregnet til brunkulsarbejderne. Det kunne jo ikke undgås, at der somme tider var spektakel i barakkerne, men som regel ordnede de selv uoverensstemmelserne, det var meget sjældent at politiet blev blandet ind i sagen. Da politiet var taget af tyskerne blev der oprettet et lokalt vagtværn.  I Abildå var det Peder Vendelbo, der sammen med Lars Dideriksen og Smeden Danielsen, der skulle opretholde ro og orden.  Til dette formål havde de fået udleveret en gummiknippel. Peder Vendelbo fik aldrig sin knippel i brug, selv om han havde den i lommen når han skulle træde i funktion. Det var mest tæpper de stjal fra hinanden i sovebarakkerne. Som regel kunne sagen klares ved at true dem.

Det var alle slags mennesker, der kom og arbejdede i kullene. Nogle var straffet andre havde kærestesorg og andre var gået under jorden fordi tyskerne var efter dem.

Man må ikke tro, at det var børster og ballademagere alle sammen, de fleste var brave folk, der ville tjene penge, selv om måden ikke var den nemmeste.

Nogen direkte modstandsbevægelse havde man ikke i Abildå. Men der var alligevel forbindelse med "undergrunden". En dag Peder Vendelbo var ude og køre blev der sat en riffel ind i bilen til ham, med ammunition til, han skulle have det sådan, at han kunne forsvare sig.

Til sidst under besættelsen begyndte tyskerne at beslaglægge biler. Peder Vendelbo havde på det tidspunkt flere lastbiler og de blev enten gemt væk eller dækket med grene og kvas, så de ikke kunne ses, eller også blev hjulene taget af. Det lykkedes ham at holde alle bilerne hjemme, selv om tyskerne flere gange forsøgte at få fat i dem.

I Havbjerg åbnede Chr. Langhoff fra Grønbjerg et marketenderi, hvor der også blev holdt smugkro, og her kom der en gang imellem politi på besøg og Langhoff fik mange bøder, men han fortsatte alligevel sin forretning..

Her en lastbil fra Peder Vendelbo