Erik Lystbæk Christensen fortæller

18-11-2016 : Erik Lystbæk Christensen her sammen med sin veninde

Brunkulsbrydning i Spaabæk 1955 – 60.

Erik Lystbæk  Christensen, Bigårdsvej 9, 7570 Vemb, fortæller om dengang han arbejdede i brunkullene i Spaabæk ved Ørnhøj, hos intreprenør Winther Christensen. Erik Lystbæk  var smører ved en gravemaskine, der blev kørt af hans farbror, gravemester Poul Lystbæk. Senere blev han selv gravemester i samme firma.

Det var min farbror, gravemester Poul Lystbæk, der foreslog, at jeg skulle tage med ham og få arbejde i brunkullene. Han arbejdede i Spaabæk lejet vest for Ørnhøj og det var Winther Christensen, Holstebro, der havde brydningsretten. Jeg havde arbejde på teglværket, men da vi ikke kunne fremstille mursten når det var frostvejr, fordi stenene skallede af under tørringen,  så var  teglværksarbejdet  typisk sæsonarbejde. Derfor valgte jeg at tage med i brunkullene.

Det var i efteråret 1955.  Jeg var 22 år, og vi kørte sammen til Ørnhøj i 5½ år, deraf de første tre år på Pouls Nimbus, så købte Poul en Lloyd personvogn. Det var ganske vist en lille rumlekasse, men det var det rene himmerige i forhold til Nimbussen. Særlig når vi i vinterhalvåret kl. 5 om morgenen kørte de godt 25 kilometer til Ørnhøj.  Vejen fra Ulfborg over Thorsted var grusvej, så det kunne godt være en ubehagelig tur. Det skete selvfølgelig også, at vi blev udsat for uheld. Således punkterede Nimbussen en vintermorgen på vejen til Thorsted. Det frøs mellem 5 og 10 grader. Det blev noget mere dramatisk end nødvendigt, for jeg ramte Poul på hånden da jeg ved hjælp af motorcyklens kardantræk skulle slå dækket løs af fælgen. Hånden var forfrossen, det gav en større hudafskrabning, men det var så koldt, at der ikke kom ret meget blod. Nu var Poul i forvejen en hidsig natur, der var hård både ved sig selv, men også overfor sine omgivelser. Så han blev selvfølgelig stiktosset, og  truede mig med, at jeg kunne få nogen over nakken. Så blev jeg gal og sagde, at her ville jeg ikke stå kl fem om morgenen og svines til af en gal stodder. Så smed jeg kardantrækket i gruset og sagde, at nu gik jeg til Ulfborg, og så måtte jeg se hvordan jeg kom hjem. Jeg begyndte at gå tilbage mod byen. Men da han havde fået lappet færdig kørte han tilbage efter mig, og vi fik os snakket til rette, så jeg  kom på Nimbussen. Vi snakkede ikke sammen på turen til Ørnhøj. Vi kom noget forsinket til brunkulslejet , og  fik gravemaskinen startet op og fik et par bajere sat på motoren så de kunne blive tøet op.  Så  drak vi dem og så gik det som det plejede.

En morgen vi kom ud til lejet var arbejdsskuret væk, det vil sige, den var brændt, der var kun skorstenen tilbage, og så var der lidt gløder. Alt var brændt, skiftetøj, fodtøj og en tromle olie. Vi gik ned i graven til pumpmanden Søren Tipsmark. Da han så os spurgte han om ikke der dejlig varmt i skuret. Han havde ikke opdaget, at der havde været ildebrand. Han ville gøre det godt for os, derfor havde han  fyret i ovnen ved firetiden.  Hvorfor ilden havde grebet om sig, var der ingen, der kunne forklare.

Søren spurgte om vi ikke trængte til en dram at varme os på, det sagde vi ikke nej til selv om det var tidlig på dagen. Det blev en ordentlig dram, for vi fik den i vore kopper. Jeg syntes ikke det lignede alm. Brændevin. Men det var det heller ikke, det var en blanding af brændevin, malurt, peber og flere andre krydderier. Vi fik at vide, at den skulle tages af én gang, så varmede den bedst. Det var stærke sager, bag efter stod vi og gispede efter  vejret, vi kunne intet se, for øjnene løb i vand. Det var et middel mod forkølelse, Søren påstod, at han ikke havde været forkølet siden han var begyndt at drikke den slags snaps.

Det gik også galt med bilen, en vintermorgen, den løb tør for benzin, og da Poul ville skifte over til reservetanken, viste det sig, at hans kone og datter  havde haft bilen og glemt at fortælle, at der var skiftet til reservetanken. Poul blev selvfølgelig fuldstændig tosset. Jeg travede ud i mørket og fandt en landmand, der var ved at malke, hvor jeg fik lov til at låne en dunk og tappe noget benzin af hans bil.

Da jeg kom tilbage var både Poul og bilen væk. Men de var ikke så langt borte. Poul havde i arrigskab givet sig til at skubbe bilen mod Ørnhøj. Så fik vi bilen tanket og  kom til Ørnhøj som vi plejede.  Da vi efter fyraften kørte hjem kørte vi vejen om ad landmanden med hans dunk, men nu var den fyldt helt op med benzin.

Den første dag vi kørte i Lloyden havde Poul besvær med at finde gearene. Da vi kørte ud af Vemb hylede bilen i gearene som en stukket gris, det var Poul, der sad og filede i bakgearet. Han ville bestemt have at anden gear skulle ligge hvor bakgearet lå.  Poul ville ikke have at jeg gjorde mig klog på problemet. Da vi nåede Storåen var vi blevet så uenige, at Poul sagde, at når jeg var så klog så måtte jeg hellere køre. Så byttede vi og bilen gik som den skulle. Men Pouls ære tog skade, episoden blev aldrig nævnt.

Den første vinter i 1955 kom der så meget sne og frost, at vi ikke kunne køre hjem på motorcykel, så vi skulle indkvarteres på Ørnhøj Hotel. Det var ikke nemt at få råd til det når lønnen var 2,50 kr. i timen. Winther lovede at betale hvad det kostede ekstra. Så boede vi på hotel i januar og februar måneder. Vi arbejdede fra kl. 6 om morgenen til kl 5 om aftenen, så havde vi en halv times frokost og en halv times middag.

 Om lørdagen arbejdede vi til middag. Først arbejdede vi til kl. to om eftermiddagen, det fik vi senere ændret så vi begyndte en time tidligere om lørdagen, men så holdt vi til gengæld til middag. Medens vi boede i Ørnhøj, og ville rejse hjem, så kunne vi nå toget til Holstebro (Ørnhøj-Banen). Det kunne være et problem at komme videre til Vemb. Som regel kunne vi komme med en lastbil resten af vejen. I marts kunne vi begynde at køre på motorcykel. Det var en hård vinter i 1955/56.   Det var kun denne ene vinter, at vi boede på Ørnhøj Hotel. Vi kunne simpelhen ikke køre for sne og snedriver. De andre vintre kørte vi frem og tilbage uanset hvor koldt det end var. Det hjalp da vi fik den lille Lloyd.

Den vinter vi boede på Ørnhøj Hotel, skete det en lørdag, at vi kom med vognmand Petrus Dalgaard til Holstebro, så skulle vi med toget fra Holstebro til Vemb. Da vi stod ud af bilen, kom der en  mand ud af eksportcafeen og råbte, at vi skulle komme derover.  Det var Winther, der sad derovre og drak tepunse, vi skulle selvfølgelig have en genstand, men det måtte ikke vare for længe,  for der var ikke længe til toget gik til Vemb. Vi fik øl, og vi fik kaffepunse og vi fik meget mere, og vi blev siddende til lukketid og så var Poul endda nær kommet i klammeri med nogle brandfolk, der havde vagt.  Han havde vist været næsvis overfor dem. Det endte med at Winther ringede efter en Taxa, for der gik ikke flere tog, så jeg kom hjem i taxa, men Poul kom ikke med. Han kom senere  hen på aftenen med en anden taxa.

 Spaabæk Brunkulsleje

Jeg startede som smører ved Pouls gravemaskine i et brunkulsleje, ved gården Østergaard  (Spaabækvej 14), som ligger vest for Ørnhøj, sønden for Thorstedvejen.. Gården var lige bleven købt af Chr. Bro fra Ulfborg, som ejede gården i tre år. (Gården skiftede ejer flere gange siden og der blev efterhånden gravet så meget kul, at gården blev nedlagt som landbrug).

Poul havde arbejdet der længe, men for mig var det helt nyt. Vi fjernede overjord. Først var der kun to meter overjord.  Senere, da vi kom længere frem var 10 meter overjord. Men der var et godt lag kul, så det var et fint leje for entreprenøren.  Særlig når der kun skulle fjernes et par meter overjord.

De kul vi gravede op blev leveret til Ålborg EL-værker.  Det meste var smuld og snus, men somme tider kom der store kul. Store kul blev kørt i depot, for de var udmærkede til privat brug. De mindre kul (stoker) blev brugt af EL-værkerne.

Vi fik 2,50 kr. i timen og vi havde mange timer. Når vi tog fra Vemb ved femtiden sov folk og når vi kom hjem igen havde de fleste for længst holdt fyraften. Føden skulle jo bjerges til familien. Vi følte, at vi var heldige, for vi havde arbejde, det var der mange, der ikke havde. Det var slet ikke ualmindeligt, at der stod 5 – 10 mand på brinken og søgte arbejde.

 Poul Lystbæk.

Som nævnt var Poul min farbror. Han var en utrolig dygtig gravemester. Han kunne bestille mere med en gravemaskine end de andre gravemestre. ( I Ørnhøj kan man endnu høre fortælle om Pouls dygtighed, selv om det snart er 45 år siden han gravede kul i Spaabæk. Til gengæld havde han også et hidsigt gemyt, og det fortælles der også om). Poul var hensynsløs overfor  sine omgivelser, og overfor sig selv og også tit overfor dem derhjemme. Han ville være den første og den bedste og så havde vi andre bare at følge med. Han blev tosset, hvis det ikke gik som han ville have det. Det var sjældent, at han havde den samme smører ret længe. Enten  blev de uenige eller smøreren nægtede at finde sig i hans tyrani. Jeg var smører ved Pouls maskine i tre år.  Jeg svarede igen på hans grovheder, og vi havde et frisprog overfor hinanden, som kunne være meget grov. Og det skal også nævnes, at vi havde et utrolig godt samarbejde.

 Hvad var en smørers arbejde?

Først og  fremmest skulle jeg smøre maskinen medens Poul holdt frokostpause. Vi kørte med  en ”Ruston 22”, der havde ca. 80 smøresteder, desuden skulle jeg smøre undervognen.  Når vi kørte på madrasser så blev undervognen ikke svinet til med jord og sand, så kunne jeg nøjes med at smøre indvendig og drejetøjet. Desuden skulle jeg sørge for, at motoren  var påfyldt dieselolie, smøreolie og vand. I det hele taget skulle jeg sørge for at maskinen  var i orden og kunne fungere. Poul skrabede kullaget rent for jord, så godt han kunne. Det var så smørerens arbejde at skovle kullene fuldstændig rene og lægge det sidste jord så Poul kunne tage det med skovlen. Hvis Poul var i godt humør, så kunne han skrabe kullene næsten helt rene, så der ikke var ret meget for mig at bestille, men var han i dårligt humør lod han mere ligge og så havde jeg meget svært ved at følge med.

Maskinen kørte på ”madrasser”, der  hver bestod af 4 sammenboltede bjælker, som skulle lægges foran maskinen når den skulle flyttes. Det var så min opgave, at planere jorden hvor madrasserne skulle ligge. Når vi kørte i bagtippen, som bestod af løs sand, skulle der være højest ud mod graven, for den side sank altid under arbejdet, så maskinen hurtigt kom til at stå vandret. Hvor kunne Poul blive tosset hvis der ikke var planeret nøjagtig som han ville have det. Sådan var jeg prisgivet hans luner. Det var ham, der bestemte, det herskede der aldrig tvivl om.

Der var to gravemaskiner,  i denne grav, der fjernede overjord. Den anden gravemaskine var en Pedershaab, der blev kørt af gravemester Chr. Poulsen med Fanuel Kjeldgaard som smører. og så var der en lille gravemaskine der tog kul op. Fanuel og jeg hjalp som regel hinanden med at slæbe dieselolie ned til gravemaskinerne, Det var et meget anstrengende job.

Vi skulle også hugge både topwiren og indhalerwiren af i de rigtige længder. Og så var der balancewiren, der sad oven på skovlen, der skulle kunne tippe skovlen, når man trak i indhalerwiren kom skovlen til at stå vandret,, når man slap indhalerwiren hang skovlen med tænderne nedad. Topwiren til skovlen gik op over en talje oven over skovlen, den kaldte vi en ”høne”,  for den kaglede somme tider som en høne, når den trængte til olie. 

Engang var balancewiren smuttet af eller sprunget. Jeg huggede en ny wire. Den skulle op over en talje og så ind i en wirelås til indhaleren. Da jeg slog låsen i, fik Poul en finger i klemme. Fingeren var ikke klippet helt af, men det var nær ved.,  Han fik en klud om, og så på motorcykel til lægen i Grønbjerg, der fik han den syet og gjort i stand. Lægen sagde, at Poul skulle køre hjem, for han havde fået bedøvelse. Men Poul kom tilbage, og da jeg i mellemtiden havde fået wiren samlet, skulde der køres. Poul kørte til fyraften. Man tog ikke hjem i tide og utide.

 Engang fik vi sådan en sjov fyr til hjælp. Han kom fra Vildbjerg, men hvor han stammede fra, det ved  jeg ikke. Han skulle ned i graven og hjælpe mig med at gøre kullaget rent. Han var ikke vant til at jævne til madrasser og holde anlægget. Han havde en kolossal masse smørebrød med, desuden  tre mælkeflasker (literflasker) med kold kaffe. Han blev ikke gammel i tjenesten, han lavede numre, lånte penge og betalte ikke tilbage. Stak af fra en købmandsregning., så han blev snart fyret. Så fik jeg en anden hjælper, der hed Laurids Jensen. Han var døvstum. Han boede på Ørnhøj Hotel. Han var ved den gravemaskine i 3 – 4 år. Det var en vældig solid mand. Da han ikke kunne snakke, klarede vi os med fingersprog, men han havde temperament, hvis man trådte ham for nær blev han frygtelig gal. Så fik vi en mand mere til hjælp. Han var fra Grønbjerg, og hed Søren Så var vi tre til at gøre kullene rene, men det var der også brug for, fordi der ikke var ret meget overjord, der skulle fjernes. Laurids og Søren var sammen med mig i over to år.

Et farligt arbejde

Hvis det drejede sig om store kul, så læssede gravemaskinen dem direkte i kasserne. Derimod skulle stoker og smuld læsses med håndkraft, for at være så rene som muligt. Vi holdt i bagtippen og tog overjord af. På landsiden stod der en gravemaskine og hejste kullene op i kasser. Det blev siden mit job. Det var et forbistret arbejde, for brinken kunne skride, selv om der var passende anlæg. Det er sket, at en maskine er skredet i graven, fordi brinken gav efter. I sådan et tilfælde er  det heldig når gravemesteren slipper fra det med livet i behold. I vores leje brugte man en Pedershaab gravemaskine, og den var vanskelig at komme ud af. Enten skulle man ud af forvinduet og det var jo den vej maskinen skred, og bagdøren var umulig at kravle op til når maskinen stod på enden.

Så det må have været som at opholde sig i en undervandsbåd, når maskinen skred i graven. Jeg har set én skride ned og det var ikke noget rart syn.  Den maskine skiftede jævnligt mester, for de blev simpelthen tossede af at se dybt ned i graven. Jeg kørte sådan en maskine i to år, men jeg var også ved at blive tosset i hovedet til sidst.

Det farlige bestod i at vi kun holdt det foreskrevne anlæg indtil vi nåede kullene Derefter gik vi lodret ned, hvis der så først var et kullag, derefter et lag sand og så igen et kullag, så kunne der blive et lodret stykke på tre meter og  så kunne gravemesteren ikke se hvis der stod folk inde under skrænten. Det var i almindelighed ikke noget problem når alle var kendt med forholdene.

Engang  havde vi fået en ”sjover”, som boede i Struer. Winther havde vist truffet ham på et værtshus. Han var københavner. Han kom cyklende fra Holstebro til Ørnhøj. Han havde ingen almindelig cykel, men kom ene mand cyklende på en tandem. Han havde kørt med havnekraner, og det var noget helt andet at køre med en wiremaskine. De fungerer helt anderleders. Den første morgen han kom og skulle ind i gravemaskinen, spurgte jeg ham om han før havde kørt med sådan en maskine.  Nej han var vant til at køre kraner og tømme skibe. Så skal du ikke have folk i graven den første dag, for så slår du dem ihjel. Men det kunne han sagtens finde ud af. Jeg foreslog, at han startede maskinen og kørte et stykke tid før der kom folk. Det mente han dog også selv ville være en god ide.  Vi holdt selvfølgelig øje med ham, for det var jo spændende at se hvordan han kunne klare en maskine, som han ikke kendte.  Kassen stod nede på kullene og den var forbunden med topwiren, og topkoblingen var tilsyneladende koblet til, for da han startede motoren begyndte kassen at gå opad, og han kunne  ikke finde ud af at koble topwiren fra. Han kunne heller ikke finde på at standse motoren. Kassen fortsatte og nåede op til udlæggeren og fortsatte og trak udlæggeren bag over. Udlæggeren væltede ned over  maskinen, men manden  blev heldigvis ikke slået ihjel.  Wiren blev ved med at trække, og til sidst krøllede udlæggeren fuldstændig sammen. Efterhånden mindede gravemaskinen mest af alt en høne, der står og piller sig i rumpen

Formanden kom hen til ham, og  sagde,  at han godt kunne køre til Holstebro, for ham kunne vi ikke bruge her. Men han holdt på, at han var lejet af  Winther, men det var formanden lige glad med. 

Der gik et par dage med at installere en ny udlægger, så vi igen kunne komme til at tage kul op.

 Tillidsmanden

Vores tillidsmand var en stor og bred fynbo, der hed Viggo. Jeg husker ikke hvordan Viggo blev valgt, men han var en mand vi kunne stole på og støtte os til. Hvis der var en, der var syg eller det vare galt med fagforeningen, så tog Viggo sig af det. Det eneste han ikke ville blandes i, var slagsmål, og det var der også noget af.

Viggo sørgede for, at vi alle var i fagforeningen. Det kunne jo ske, at der var en, der kom i restance, så samlede vi sammen til ham. Sådan gik det ”Bette Tinus” han kom i restance både en og to gange, da det skete tredje gang, tog Viggo ham ind på kontoret, og så fik Tinus at vide, at nu skulle kontingentet betales ellers ville han få et lag tærsk. Siden kunne Tinus sørge for at betale sit kontingent inden han begyndte at drikke resten op.

Vi havde ingen sygeordning. Men alligevel havde vi den bedste ordning i tilfælde af sygdom, der kunne tænkes.  Hvis en mand lå hjemme og var syg, så kom tillidsmanden Viggo rundt og samlede penge ind, for den syge skulle have sin dagløn selv om han var syg. Når pengene var samlet ind, startede Viggo sin cykel og kørte hen til manden, der  var syg, og så fik han sin ugeløn. Han fik også til medicin, og så var det bare om at blive rask, for vi ville ikke føde på ham længere end højest nødvendig. Folk kom tilbage så snart de kunne stå på benene. Det eneste vi havde at støtte os til var ”Dansk Arbejdsmands Forbund”. Nu hedder  det S.I.D. Dengang var fagforeningen virkelig en støtte, jeg ved ikke rigtig hvordan det er i dag, jeg er bange for, at SID har for mange pampere.

 Den store gravemaskine

Vi måtte efterhånden dybere ned efter kullene. Da vi var nede i 20 meters dybde, besluttede Winther, at han ville købe en større gravemaskine. Han købte en ”Ruston 54” det var en meget stor maskine, der kom fra England, og den blev leveret i kasser. Ellers ville den ikke have været til at fragte med. Så vidt jeg husker vejede den 93 tons, når den var samlet. Det var spændende med alle de kasser, med hver sin specielle del. Det blev på forhånd bestemt, at det skulle være Poul Lystbæk, der skulle køre med maskinen, når den var samlet, og så blev det mig, der skulle smøre den.

Den store maskine kom som nævnt i kasser, og der kom også en engelsk montør, og det danske importfirma sendte også en montør. Disse to montører skulle bo hos Chr. Bro. Der fortælles, at importfirmaet stillede specielle krav om indkvarteringen. Bl.a. skulle  den engelske montør have morgenmad bestående  af ristet brød og bacon, og der skulle være marmelade på bordet. De  skulle vist have 60 – 70 kr. i døgnet for at  have ham boende. Det fortælles, at det blev den danske montør der spiste for 70 kr. hvorimod den engelske montør ikke stillede krav.

Det tog os en halv snes dage at samle maskinen. Ballastklodserne  alene vejede flere tons. Motoren stod i bagenden og virkede også som ballast. Motoren løftede vi på plads med den lille Ruston 22. Maskinen havde 22 meter udlæg. Bag den store motor stod der en lille encylindret benzinmotor, den trak en luftkompressor, som oparbejdede  lufttryk til start af den store motor, som skulle startes med lufttryk. Når den store  motor gik, pumpede den selv lufttryk til at starte med.

Winther kom i tanker om, at når vi havde lufttryk så skulle vi også have et tudehorn. Han anskaffede et par orgelpiber, der blev monteret under maskinen. Når Poul gav dem luft, lød det næsten som et dampskib. Det lød voldsomt når Poul kaldte på smøreren ved hjælp af orgelpiberne. Da maskinen  var samlet skulle  den prøvebelastes, vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle hænge op i den. Vi havde en buldoser. Det var en 15 tons Hanomag på lavebånd. Der blev lagt kæder om buldoseren, og der var ingen problemer, gravemaskinen kunne både løfte og svinge rundt med Hanomagen, som om det var en cykel. Så man må sige, at den bestod belastningsprøven.

Gravemaskinen  havde en engelsk skovl, der kunne tage ca. 3 kubikmeter. Den kunne klare helt op til en meter frossen jord. Der var en smed i Ulfborg, der kunne lave skovle til gravemaskiner. Han lavede én, der kunne tage 4½ kubikmeter. Han lavede faktisk to skovle,  så der altid stod en ledig. Skovlen var så stor, at den lille Lloyd kunne stå inde i den. Det skete om sommeren, når det var varmt, at vi satte bilen ind i skovlen og lagde en presenning over, så var bilen i garage.

Laura

Inden vi skulle afsted med maskinen mente Winther vi skulle holde en lille festlighed, hvor Winthers kone Gerda skulle navngive maskinen ved hjælp af en flaske champagne. Navnet blev ”Laura”,efter Winthers mor.

Efter denne højtidelige handling, var der bajere, brændevin og pølser til alle. Det kan være en hård kost, hvis man får tilstrækkelig af den. Og det gjorde vi, og mere til. Det var godt, at det var efter, at Poul havde handlet Nimbussen bort for den lille Lloyd, for vi kom godt og vel hjem på fire hjul. Jeg tror ikke det var gået på to hjul. Da vi tog vinkelsvinget, som der dengang var ved Vinkælder i Thorsted, sagde jeg til Poul, at han skulle standse, for jeg skulle kaste op. Det nåede han ikke. Der blev pletter på bilens betræk, som aldrig forsvandt.

Harelejet

Da maskinen skulle i brug kørte vi fra Spaabæklejet over Thorstedvejen til det gamle ”Hareleje”.

Da vi kørte forbi Chr. Bros gård var der nogle store elmetræer som han meget gerne ville af med.  Han spurgte om vi kunne fjerne dem for ham. Jeg bandt kæder om stammen og satte i topviren på gravemaskinen. Poul rykkede de store elmetræer op af jorden, som drejede det sig om at plukke en blomst. Maskinen havde en solid undervogn med næsten en meter brede larvebånd, der hvor vi kørte over Thorstedvejen, blev der mærker i asfalten, der siden kunne mærkes som et bump. Der hvor vi kørte over græsmarken blev der ved med at være et par grønne striber, selv om marken  i sommerens løb blev sveden af. Der kunne fugten tilsyneladende bedre trække op.

(Harelejet var startet under krigen af et firma, der ville fjerne overjorden ved hjælp af en slæbeskovl. De nåede vist aldrig at få kul op. Det eneste der blev lavet var et aflangt slæbespor. Som mindede om det leje som harerne graver og dækker sig i, bare i kæmpeformat, deraf navnet). Da vi kom til Harelejet havde lejet ikke været i brug i næsten 10 år. Lejet var flere hundrede meter lang.

Vi havde en 10 meter bred grav. Sådan en grav holdt vel næsten en måned. Det var jo kolossal mange  kubikmeter jord, der sad i sådan en brink. Der var 20 – 22 meter ned til kullene og anlægget var omtrent 1 til 1.

Vi flyttede overjorden i 10 meters bredde og 10 meters dybde, når vi nåede enden, lavede Poul en rampe, så han kunne køre ned i den 10 meter dybe grav, og så gravede vi yderligere 10 meter ned, eller i hvert fald til det første lag kul. Det var kolosale  mængder jord vi flyttede i sådan en grav. I anden omgang kunne der blive så meget jord, at det blev nødvendigt at køre om i bagtippen for at flytte jorden endnu længere væk.

Der skulle holdes en rende fri langs den kant hvor kullene var taget op, for der skulle lægges kloakrør. Afvanding var meget  vigtig i disse dybder og der blev brugt nogle enorm store pumper, der pumpede uafbrudt. Vi havde nogle 30 – 40 cm rør og de løb næsten helt fulde af vand. Vandet blev pumpet op i et vandløb. Amtet forlangte, at vandet ikke måtte pumpes direkte i vandløbet, men skulle igennem en ”forkalker”, således at vandet blev luftet og iltet og tilsat kalk, inden det løb ud i åen. Det vand, der trak ud af kullene i disse dybder var meget svovlholdig. Vandet var krystalklart og det var fristende at drikke af det, hvis man var tørstig, men det smagte forfærdeligt. Vi havde nogle meget store brønde. Der blev brugt rør med en diameter på to meter, og de kunne være 15 – 20 meter dybe. Nede i bunden stod pumpen. Det var et stort arbejde at slæbe dieselolie ned til maskinen, det drejede sig om 300 liter om dagen. Motoren skulle have 90 liter motorolie. Den brugte 5 liter motorolie i døgnet, det var normal forbrug til den maskine.

Der kunne vist være 120 liter vand på køleren.

På land stod der et skur med dieselolie, motorolie og en tank med blå benzin til lastbilerne. Vi havde to lastbiler, der kørte kullene i depot. Fanuel og jeg brugte disse lastbiler når vi kørte olie og brændstof ned til maskinerne. Kunne vi ikke komme tæt nok på, så slog vi en stroppe om tromlerne og så kunne gravemaskinen løfte dem for os. Der var også wirer og kæder, der skulle slæbes til maskinen.

Vi brugte ikke transportbånd, kullene blev læsset direkte i kasser. I Harelejet havde vi en  gravemaskine, der helle tiden læssede i kasser.  Enten blev det læsset på de to lastbiler, der så kørte kullene i depot eller også direkte på bilerne, der kørte til Ålborg

Når det var tørt vejr, og det blæste, kunne det være sådan med støv, at det var umuligt at se nogen ting. Det var værst i kullejet når det satte ind med jordfygning, det var helt forfærdeligt. Det skete et par gange, at vi standsede, fordi jord og sand sled for hårdt på maskinerne. Det fedt, der var i lejerne blev blandet med sand og kom til at virke som slibemasse. Når vi så holdt på grund af fygning, så var der ikke andet at gøre, end at køre til Ørnhøj og  købe en rygsækfuld bajere. Da vi fik bilen kunne  vi have en hel kasse øl, og dengang var der 50 stk. i en kasse. Med sådan en kasse og en flaske snaps kunne vi godt få tiden til at gå.

Der var en vognmand i Viborg, der hed Simonsen Nielsen, han havde mange lastbiler, men var ikke særlig populær. En dag kom han ud i lejet og forlangte, at hans biler skulle læsses uden at tage hensyn til deres plads i køen. Men Peder ville ikke læsse hans biler før det var deres tur i køen, Simonsen Nielsen blev gal og kørte til Ørnhøj og ringede efter Winther. Da han kom tilbage stillede han sig ved kanten af graven. Og stod og ventede på Winther.

Vagn Bach var ved et jævne pladsen, det var han omhyggelig med at gøre før fyraften. Hvis det så gav frost i nattens løb, så var det  praktisk, at pladsen var jævnet. Medens Simonsen Nielsen stod ved graven var Vagn netop ved at skubbe smadder ud over kanten. Hvordan det gik til er der vel ingen, der ved. I hvert fald røg Simonsen Nielsen med ned i graven sammen med en gang smadder.. Der måtte to mand til at hjælpe ham op. I det samme kom Winther, han blev helt tosset, og sagde, at Simonsen Nielsen kunne nægte at køre vores kul. Det havde vi slet ikke tænkt på. Vi  regnede med, at kullene under alle omstændigheder skulle til Ålborg. Det var helt mærkeligt at tænke på, at det kul vi gravede op kunne skaffe elektricitet til en stor del af Nordjylland.  Det var ligesom vi bedre kunne forstå hvor betydningsfuld vores arbejde var.

Billigt vinterbrændsel

En dag sagde jeg til Winther, at det var mærkeligt, at her lå i store dynger kul, mens vi andre ikke havde råd til at putte noget  i kakkelovnen, med den usle løn vi fik. Ja, sagde Winther  og du hyler altid op hvis du kan finde lejlighed til det. Men når du nu har det så forfærdelig, så må du tage 5 tons kul, hvis du kan få dem bragt hjem. Du ved jo selv hvor de bedste ligger. Jeg skulle bare aftale det med formanden. Vi havde to lastbiler som blev brugt til at køre kul i depot. De var  ikke indregistreret, og de kørte på afgiftsfri benzin, også kaldt blå benzin.

Jeg tog den ene af lastbilerne og kørte den hen til kuldyngen og fik formanden til at  læsse 5 – 6 tons kul på bilen. Jeg tankede bilen op med blå benzin og kom godt ud af området. Det var spændende at køre igennem Ulfborg, for der var jo som nævnt ingen nummerplader på bilen, og jeg havde heller ikke kørekort til den. Jeg kunne jo være uheldig at møde en betjent. Det gik fint, jeg kom godt hjem, og fik kullene læsset af, og så havde vi brændsel til lange tider.

Erik bliver gravemester

Det kneb at få nogen til at køre den gravemaskine, der stod på fastland og hejste kul op. Så kom formanden og spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at køre den maskine. Poul ville selvfølgelig ikke af med mig som smører, men så fik han overtalt Søren til at blive smører. Søren havde været sammen med os i halvandent år. Jeg skulle selvfølgelig lære Søren at smøre maskinen.

 Jeg skulle også selv lære at køre den maskine, som ingen andre ville have med at gøre. Det var en lørdag, så jeg sagde til Poul, at han kom til at køre hjem alene, for jeg ville lære maskinen at kende. Mandag morgen ville der stå otte mand i graven, og de kunne ikke komme til at lave noget, hvis jeg ikke kunne køre maskinen..  Poul lovede at hente mig senere på aftenen.

Jeg startede maskinen op. Det var en 6 cylindret Lister-motor med ventilløftere. Den skulle startes med håndsving. Når man havde fået den op i tilstrækkelig fart  slog man en af ventilerne til, så kunne den komme i gang på én cylinder, og så slog man de andre til.

Jeg fik den startet og kørt hen til graven. Jeg kunne godt se, at der var dybt ned, det var ikke så mærkeligt, at der ikke var nogen, der ville køre med den. Jeg skulle så tæt kanten, at jeg kunne se ned ad anlægget . Det var en Pedershaab maskine, og de havde en elendig undervogn, så det føltes som om det hele gyngede. Der var heller ikke nogen ordentlig bremse på den. Der måtte lægges en svelle ind i båndet foran en af rullerne, for at virke som bremse..

Jeg fik en kasse gjort fast til  topwiren, og drejede rundt og sænkede kassen til bunden, den ramte vist lidt hårdt, men det var jo også første gang.

Jeg sad så og hejste den kasse op og ned, og drejede rundt og forestillede mig, at jeg fyldte kul på en lastbil. Sådan sad jeg i flere timer og trænede, for at være klar til mandag morgen. Der var ingen lærepenge, jeg måtte bruge min frieftermiddag til at lære at styre maskinen.

Som gravemester steg jeg jo i graderne, bl.a.  fik jeg lov til at sidde i gravemesternes skur og spise i min frokost- og middagspause. Der var nemlig skur til arbejdsfolk og et skur til gravemesterne.  Der var rangsforskel. Smørerne kunne godt få lov til at bruge gravemesternes skur, for så var de jo gået til maskinen.  Poul havde ingen af den slags fornemmelser. I den store maskine var der frokostbord, så vi sad i maskinen og spiste vores frokost..

Den første dag advarede jeg dem i graven, fordi jeg manglede øvelse, så da jeg  svingede den første kasse ned stod de alle henne ved bagtippen, så de var forsigtige nok. Jeg lærte hurtigt, at sætte kassen, hvor det blev anvist, at den skulle ramme bunden.

Det var et ansvarsfuld job, at have de otte mand stående i nærheden af, hvor kassen skulle ramme bunden. På den anden side stod der en lastbil, som man ikke måtte ramme, hverken chaufføren eller siden på bilen. Der var omkring en kubikmeter i kassen. I de år jeg kørte den gravenaskine  og tog kul og læssede lastbiler, havde jeg mange oplevelser og lærte mange vognmænd at kende.

Der sad jeg så i den maskine i to år. Indtil jeg fik et opgør med formanden.  Det var en dag med jordfygning og fygning med kulstøv.  Jeg turde ikke hejse kassen ned, når jeg ikke kunne se  folkene i graven.  Formanden sagde, at lastvognene til Aalborg skulle læsses.  Så sprang jeg af maskinen og sagde, at så måtte han selv tage risikoen, for jeg ville ikke.  Så råbte jeg ned til folkene i graven, at nu ville formanden overtage mit arbejde.  Men det turde de ikke risikere, så de begyndte at kravle op af graven. Formanden  blev gal, og jeg sagde  min stilling op.

Da jeg holdt i kullene gik der ikke ret lang tid,  så holdt Poul også. Det var vist nok fordi han ikke kunne enes med formanden.

Brunkulslejet var en hård arbejdsplads, det eneste lyspunkt var når vi sad sammen og drak et par bajere. Da jeg rejste  fra brunkulslejerne vejede jeg ikke ret meget over 100 pund. Det er ikke mærkeligt, at der var nogle, der drak flere bajere end de havde godt af, men man forstår dem når man ved hvordan de knoklede. Når jeg tænker tilbage på tiden i brunkullene, føler jeg stor taknemmelighed for det gode kammeratskab vi havde, det var utrolig værdifuldt og det glemmes aldrig. Men jeg er også taknemmelig for min kone, der forstod mig, og aldrig  bebrejdede mig noget, hvis jeg kom hjem og havde fået en øl eller to for meget.

Eriks børn, gav ham bl.a. en udflugt til Abildå Brunkulsleje i 90 års fødselsdagsgave! (sommeren 2023)