Laurids Ramskov Andersen fortæller

Laurids Andersen fortæller.

Man begyndte først at grave kul i Kr. Vestergaards i 1941. Hos Jens Andersen begyndte man allerede i efteråret 1939 og det var faktisk for tidlig, brændselsmanglen var ikke rigtig slået igennem endnu, så der var afsætningsvanskeligheder med brunkul.

I 1943 købte jeg Peder Bjergs ejendom samtidig med at jeg overtog mit fødehjem. Peder Bjergs blev overtaget den 12.2.1943 og hjemmet om efteråret. På det tidspunkt var snus og småkul næsten usælgelige. Man havde næsten en hel tønde land, der var lagt til med snus i over to meters højde.

Peder Bjergs Ejendom var på 42 tønder land og den kostede 58.000 kr. og det var den dyreste ejendom, der var handlet med på den tid. Så var der endda taget 6 tønder land fra som Skjern Fjerkræslagteri havde købt for at grave kul. Det var Dysseding, der gravede der.

"Harelejet" fik sit navn fordi man begyndte at grave ved hjælp af et spil, som skulle slæbe overjorden væk, men det duede ikke og da man standsede var der lavet en rende, der havde en forbavsende lighed med et kæmpemæssigt hareleje. Der var også et leje, der blev kaldt "Skosværtelejet" , fordi det var en skosværtefabrikant, der forsøgte at grave kul, men de fik kun lavet et stort hul så slap pengene op.

Der var flere, der ville forsøge sig som brunkulsgroserer, bl.a. købte Kr. Spaabæk, Ejnar Kirkegaard (loftskarl hos Østergaard) og Mylius Mikkelsen samt en fjerde mand et stykke jord fra Erhards ejendom. Men det blev ikke rigtig til noget, de kunne måske nok have skaffet pengene til at fortsætte for, men de blev bange for at tage risikoen.

De lejer, der lå nede ved bækken var det firmaerne Lind og Søbyværket der gravede og de havde mest besvær med vandet og måtte pumpe meget hårdt. Og det gik sådan at de efterhånden pumpede jorden næsten tør så de lejer, der lå ovenfor næsten ingen vandproblemer havde, til sidst behøvede de vist slet ikke at bruge pumpe.

Damstrup var også frygtelig fyldt med vand. Der begyndte man først at grave i 1942- 43.

I Luhnes Ejendom (Lyskjær) begyndte man endnu senere, det var Styrup og Bros Jensen, der gravede der.

Det blev gravet i ca. 185 tønd er land, deraf er vel de 50 gravet efter krigen. Samt et mindre areal under den første verdenskrig

Der er sikkert meget kul endnu i Spaabæk, men det ligger for dybt, og lagets tykkelse er for uens til at det kan betale sig at bryde kullene. De sidste kul, der blev taget op i Peder Kristensens ejendom var der over 20 meter overjord over.

I Spaabak var overjordens tykkelse sjældent under 3-4 meter. Da man gravede under krigen traf man flere steder på steder hvor der var gravet før, d.v.s., at man fandt et firkantet hul på størrelse med en alm. stue hvor man havde fjernet kullene og så var hullet blevet fyldt op med jord da man gravede det næste hul.

Det første, der blev gravet op lå i en dybde af ca. 3 m. Efterhånden blev der dybere og til slut var man nede i en dybde af 19 meter, og enkelte steder 20 m. Kullaget havde en tykkelse fra en til halvanden meter. Det gav en kulmængde på omkring 7000 ton pr. tønde land.

Under anden verdenskrig var der ca. 300 mand, der arbejdede i Spåbæk kullejer. Lønnen var ca. 75 kr. og arbejdstiden var fra kl 7 til 18 alle ugens seks hverdage.

Desuden var der ca. 25 spand heste, der kørte kul foruden nogle lastbiler.

Kullene indeholdt ca. 30% aske og 2% svovl.

Mange arbejdere boede i små træhuse på 10-12 m2. I sådanne huse kunne der godt bo tre mand, mange var enlige og ugifte. Der lå flere små træhuse og barakker som var rejst for at blive brugt til beboelse. Der var 4 norden for Klinkmose og der lå også 3-4 ved Damstrup.

 Man kunne blive vasket på mejeriet for en krone.

I 1963 blev de sidste kul gravet i Spaabæk

Omgravede områder ved Ørnhøj