Jens Kristian Jensen fortæller

Jens Kristian Jensen blev "En ældre herre"

Brunkulsbrydning i Spaabæk under den første verdenskrig.

 Jens Kristian Jensen, Grønbjerg fortæller her i et interveiw fra 1985 om hvordan der  under den første verdenskrig blev gravet brunkul i Spaabæk, vesten for Ørnhøj. Chr. Jensen  blev 102 år gammel inden han døde i 1997. Næsten til det sidste havde han et godt helbred, et prægtigt humør og en fantastisk hukommelse.

Allerede under den første Verdenskrig blev der gravet brunkul i Spaabæk ved Ørnhøj. Det begyndte med, at Jens Andersen fik åbnet et leje, vist nok i 1917. Der blev gravet et par år, så lå det stille til omkring 1920, hvor der igen blev gravet i et par år. Det var i sidste omgang, at langt de fleste kul blev gravet op.

Jeg var ikke med fra begyndelsen, fordi jeg  var indkaldt som soldat. I alt var jeg med i tre vintre. Når det kun var om vinteren, var det fordi, vi var nogle stykker, der mente, at vi kunne tjene flere penge om sommeren ved at arbejde i tørvemosen.

De første kul, der blev gravet op, lå ikke ret dybt. Der var ikke engang to meter overjord. Der fandtes ingen maskiner til hjælp, så overjorden måtte graves løs og køres bort på trillebør. Vi kørte på brædder, så vi måtte køre i en lang række,og ham der kørte forrest, blev kaldt "fortriller". Det kunne være svært for en ny mand at holde balancen på det smalle bræt, når vi kørte over for at vælte jorden af i den forrige grav..

Det øverste kullag lignede nærmest klæg, og man skulle ikke tro, at det kunne brænde, men det blev i hvert fald solgt som kul..  Efterhånden som vi kom frem, lå kullene dybere, men samtidig blev kvaliteten bedre. Der var omkring en snes mand på holdet. Selv om det er mange år siden, så kan jeg alligevel huske navnene på de fleste af dem, jeg arbejdede sammen med i de  tre vintre. Der var Ebbe Madsen og Karl Slot, der hver morgen kom gående helt fra Muldbjerg, og så var der Jens Knudsen, Laurids Toft, Store Dres, Johannes Køhler, Martin Kristensen, Ingvard Meldgaard, Evald Toft, Jacob Jacobsen,  Martinus Mathiasen, Søren Kjærgaard, Niels Vendelbo Thue Gejl, Jørgen Nielsen og Pder Thomsen. Desuden var der to fra Lemvig. Den ene hed Christian og den anden Nielsen. Der var selvfølgelig flere, som jeg ikke lige kan huske, men det er jo også snart 70 år siden.

Det er klart, at på sådan en arbejdsplads, blev der en speciel omgangstone.  Der var f. sks. mange, der havde øgenavne, som kom til at følge dem resten af livet. "Sambo", "Skjalter", "Buller" og "Inspektør Smæk" og mange flere.  Smæk havde altid sin hund med. Den sad i rygsækken. Når det så blev fyraften, sagde han til hunden. "Nu skal vi to hjem og have ribbensteg", og så blev hunden puttet i rygsækken.

"Smæk" havde sin plads på kullene, hvor han brækkede dem løs med en kraftig greb. Derefter skulle de kastes op på brinken, men var der for højt, blev de "truget" op. D.v.s., at der blev hængt en platform på siden af brinken, som kullene blev kastet op på, der stod så folk og lagde dem op på brinken.  Men efterhånden blev der så dybt, at vi måtte bruge to truge. Højdeforskellen mellem trugene var ca. 2 meter.

Kullene blev ikke harpet eller sorteret, men blev læsset direkte på hestevogne og kørt til Ørnhøj station, hvor de blev vejet og læsset på jernbanevogne. Det var stationsforstander Larsen,der førte regnskab med, hvor meget, der blev afsendt. En del blev sendt til belysningsvæsenet i Århus, men der gik også en del til spritfabrikkerne i Ålborg.

Det var Ole Grening, der kørte de fleste af kullene til stationen. Han drev vornmandsforretning og boede, hvor Erlandsen senere kom til at bo. Da han solgte forretningen til Jørgen Jørgensen, fulgte kultransporten selvfølgelig med. Der blev jo kørt med "stivvogn", og der var sikkert ikke mere end godt en ton på vognene, for vejen var ikke så god, og det skete, de kørte i bløde, hvis det var tøbrud.

Til at lede arbejdet havde Jens Andersen ansat en formand, der hed Svend Christensen. han skulle jo sørge for, at det hele gik som det skulle, så han stod oppe på brinken og frøs, medens vi andre arbejdede.

Det skete også, at vi fandt på noget halløj, for at sætte lidt kulør på hverdagen. Således kan jeg huske, at vi engang trak tov over et stort vandløb, så var det om at lægge kræfterne i for ikke at blive trukket i vandet.

Arbejdstiden var 10 timer de seks af ugens dage, og timelønnen var omkring en krone.  jeg kan huske, at Ingvard Meldgaard og jeg kunne finde på at holde til middag, når der var lønningsdag. Så var det helt sikkert, at Svend formand dukkede op, så snart han kunne,  for han ville spille kort med os. Men først skulle han betale gælden fra sidst, vi havde spillet. Når hans penge slap op, så spillede han på kredit til næste lønningsdag.  Han tabte altid.

Det skete selvfølgelig også, at vi strejkede for at få mere i løn, men vi kom jo hurtig til at mangle penge, så vi måtte jo se at finde en ordning snarest muligt.

Jørgen Højmose boede alene i et lille hus på Udstrup mark. Han kom engang imellem ned og så til os, så gav vi ham 10 øre hver, så sang han for os og fortalte nogle historier.  Han bjergede alt sit ildebrændsel ved at samle tørv op, der var tabt på vejen. Man kunne træffe ham tidligt om morgenen med en sæk på ryggen. Når han startede så tidligt, var det for, at de tabte tørv ikke skulle blive kørt i stykker. Det skete vel også, at der blev tabt nogle tørv med vilje, for Jørgen var jo en fredsommelig mand.

Vi var en del, der spiste på hotellet, og vi fik selvfølgelig mad med.  Men vi måtte selv sørge for noget at drikke, og så købte vi mælk af Jens Andersen. Der blev drukket mange flasker mælk. I kullene blev der aldrig drukket andet end mælk, men det var jo om vinteren, da er man jo ikke så tørstig. Det var noget andet om sommeren i tørvemosen. Der drak vi andet end mælk. Jeg kan huske, at vi prøvede med øl på anker, men det blev sur, før vi fik det drukket, så fik vi en ordning med ølvognen fra Tuborg, så den kom to gange om ugen. En kasse med 50 bajere kostede 12 kroner.

Jeg kan huske engang, det var stormvejr, hvor vi slet ikke havde lyst til at grave tørv. Så kom ølvognen, og så blev vi enige om at drikke øl i stedet for at arbejde. Mange år senere blev der fundet nogle bajere, der var stukket ned i tørvejorden.  Vi havde ikke kunnet drikke alle de øl vi havde købt. Det kostede 4,50 kr. at få kosten på hotellet. Jeg var blevet medlem af fagforeningen, vist nok i 1922. Men der var en strejke i Norge, som vi skulle støtte med 5 kr. om ugen.  Det var vi ikke glade for, for vi var jo aldrig selv arbejsløse.

Da arbejdet i brunkullene standsede i 1922 eller 1923 var vi nede i en dybde af 7 meter.  Ialt blev der opgravet ca. 2 tønder land. Kullaget var fra 1 til 1,25 meter. Det skulle give 5 - 7000 tons pr. tønde land..  Så ialt blev der i de år produceret mellem 12 og 14.000 tons brunkul  i Spaabæk..

I Grønbjerg har man talt med Jens Kristian Jensen i anledning af hans 100 års fødselsdag.

Se interviewet med ham i Runestenen nr. 12 side19

 http://www.runestenen.dk/tidligere/runestenen-12.pdf