- - Abildå hovedstad i det centrale Midt- og Vestjylland - -

  

Mindesten ved Abildå Forsamlingshus.

l 1998 kunne beboerne i Abildå fejre, at det var 150 år siden, at de første pionerer slog sig ned i området, der på det tidspunkt benævntes Fjaldene. Ved jubilæumsfesten, hvori kulturministeren deltog, blev der afsløret en mindesten for den første beboer, Søren „Fjalde" Poulsen. Stenens udsmykning er indhugget af Peder Mosekjær, Abildå. Han er oldebarn af Søren „Fjalde".

Stenen er fundet på ejendommen, hvor Søren „Fjalde" i sin tid slog sig ned. l stenen er indhugget symboler på Abildås tidligere hovederhverv, nemlig landbrug og brunkulsbrydning. Rundt om stenen er der lagt marksten, som børn fra Abildå har samlet. Det er berettet fra en efterkommer, at Søren „Fjalde" Poulsen, der var indkaldt til krigstjeneste i 1848, lige netop nåede hjem til juleaften, men kun fordi hans kone havde sat tre tændte tællelys i vinduet.

Kolonister i Fjaldene. Abildå

Fjaldene

Søren Poulsen fra Vildkilde i Vind og hustruen Dorthe Jacobsdatter fra Viholm i Vind, var de første der købte et jordlod af Peder Pøhl i Nørre Omme for 300 Rd og bosatte sig i Fjaldene i 1848 med en ko og en søn der hed Poul Budal. I Dorthes hjem i Vind blev der smedet våben, da man forventede krig. Forældrene hed Jacob Pedersen og Inger Lauritsdatter. Deres søn Peder Jacobsen gift med Else Pedersdatter overtog Viholm, men flyttede senere til Blåkjær i Vind. Fjaldene var et stort ufremkommeligt hedeområde i den østlige del af Nørre Omme sogn, det havde ligget ubeboet hen siden istiden og var et eldorado for tatere og rakkerfolk. I 1652 udbrød der ild i heden ved Vorgod, som brændte at bredt bælte hen over Fjaldene til Vinding og det varede i 10 uger. Søren (Poulsen) Fjald plukkede lyng til taget på det nye hus, bjergede selv ler på deres jord til væggene. Tømmeret hentede han i købstaden. Midt under arbejdet med at sætte bindingsværket på plads, kom der bud efter Søren, at krigen var begyndt og han skulle med. Dorthe stod nu ængstelig tilbage med et halfvfærdigt hus og et lille barn. Hun tog “skæbnen ved sin kværk” og æltede leret færdig. Allerede den 26 august blev der imidlertid våbenstilstand og de gifte soldater blev sendt hjem. Søren kom hjem og fik huset bygget færdig. De næste 2 år måtte han atter afsted. Dorthe fødte sit andet barn den 19 august 1850. Naboen Peder Pøhls hustru sørgede for at hun ingen nød led under mandens fravær. Barnet blev døbt Peder Pøhl og han blev 98 år. Han var murer, tømrer, snedker og spillemand. (Spillede til Fjaldenes 100 års fest i 1948 , kort før han døde). Først da Peder Pøhl fyldte 5 år, kom der flere beboere til området, P. Chr. Pedersen, Jens Tiphede, Kræ Tjagvad og Jacob Henrik Kæseler fra Tyskland. Kæseler bosatte sig der, hvor jorden i dag er blevet opgravet af brunkulsarbejderne. Området Øster Fjald kaldtes sognets Sibirien. I 1869 blev der fundet et sted børnene kunne gå i skole, da der nu efterhånden var en del børn i området. Peder Pøhl gik i skole ved Falkensgaard og til præst hos Bergenshammer. Efter sit 14 år blev han forfremmet fra fårehyrde til røgter på Omgård. Peder P. tjente i Lille Sandbæk i Brejning, i Barde, hvor han hos Rudolf Poulsen lærte murer og tømmerhåndværket, i Vind lærte han at spille violin hos Jeppe Vestergaard. Var soldat i 1873. Derefter med til at opføre Hodsager kirke. I 1899 rejste han til Norge for at opføre teglovne. Peder blev gift med Johanne fra Aamosegaard i Hodsager. De bosatte sig i Feldborg og fik 9 børn. Kirstine, Dorthea, Nielsine, Kirsten, Sørine, Anna, Niels, Klara, og Søren Pøhl, der blev vognmand i Feldborg. Peder Pøhl havde værksted i Feldborg, som 84 årig lavede han 8 kommoder og 2 radioskabe. Huset Søren og Dorthe boede i i Fjaldene, var 6 fag lang og 8 fag vid, og det lignede nøjagtig en høstak. Der var 1 stue med 2 indmurede alkovesenge med god plads til børnene. I stuen var en dragkiste og en almindelig kiste med buet låg, et bord og en bænk og Dorthes vævestol med trendeværk. Varmen kom fra en bilæggerovn. I køkkenet et ildsted under åben skorsten. den ene fag i huset var indrettet til husdyrene. Dorthe vævede meget, men blev en gigtplaget stakkel de sidste leveår og måtte opgive at væve mere, det foregik i lyset fra en tælleprås. De tjente penge ved at lave limer. Revlingeris blev snoet til reb i sime eller i limer. De kunne sælge ubegrænsede mængder af dem i Holstebro og Ringkøbing. Også lyng blev plukket og bandtes i traver og solgt til bagerne i købstaden. Fårene som levede af føde i heden, tjente de penge på, ved at sælge lammene, og ulden fra fårene blev brugt til garn. Søren og Dorthe fik yderligere børnene: Jacob som rejste til New Zeeland, Marinus der kom til Barde og Ingerinus, der overtog hjemmet efter forældrene. Et vers man ofte fremsagde i hjemmet var: Bed o Jesus, bed for mig bed mig ind i Himmerig. Der at leve der at bo i en evig fred og ro. Lad mig altid elske dig, du, som beder godt for mig. Gud vær min ven. Gud hør min bøn, og det for Jesu skyld. Amen. Der var mange gyvel (gejl) i området og der siges at være guld under gyvel, det vil sige jorden er god og giver en god afgrøde. I 1890 var der ca 20 små landbrug i æ Fjald. Dorthe døde i 1881 som 63 årig. Kræ Tjagvad mistede livet i krigen, da han blev skudt. Hans enke Mariane giftede sig med en mand der hed Kristian, han omkom dog kort efter i en mergelgrav, der skred sammen om ham. Derefter giftede Mariane sig med Søren Fjald (Poulsen) der i melletiden var blevet enkemand. Så Peder Pøhl fik Mariane til stedmor. Søren Fjald døde 1915 som 91 årig.