Jens Chr. Dideriksen fortæller
Jens Chr. Dideriksen fortæller om sin barndom og ungdom I Abildå.
Han fortæller om sit arbejde for Hede-selskabet, og om sin forretning med salg af juletræer og julepynt, salg af flagstænger og hegnspæle.
Jens Chr. Dideriksen var også hovedmanden bag oprettelse af museet og foreningen -
Abildaa Brunkulsleje
Jeg er født i 1936, som den ældste af en søskendeflok på fire. Min far var Lars Dideriksen, han havde et ualmindeligt godt håndelag. Han byggede en del huse. Han lavede både murer- og tømrerarbejde og så godt som nogen håndværker, selv om han aldrig havde lært noget håndværk. Desuden kørte han rundt på gårdene med et tærskeværk og tærskede for folk. Min far døde af leukemi i 1946 kun 39 år gammel. Min mor Katrine sad alene tilbage med os fire børn. Hun tog forskellige jobs for at klare sig, bl.a. var hun måleraflæser og hun specialiserede sig i at sætte vinduer i.
Selv om jeg kun var 10 år, kom jeg ud at tjene hos Hans Grønbjerg. Det var kun et par kilometer hjemmefra. Det var den eneste gang jeg var ude at tjene, inden jeg blev konfirmeret.
Sidst under krigen blev vejene omkring Abildaa reguleret. Askovvejen blev rettet ud ved Katrinelund, hvor der var et par voldsomme sving. Grønbjergvejen blev rettet ud, så den kom til at gå fra Fjaldbakke direkte til Abildaa by, hvor den før ramte Videbækvejen en halv kilometer syd for Abildaa. Arbejdet blev ledet af ”Store Wolle”, der var formand ved Amtsvejvæsnets regulering af Hovdvej 11 ved Ørnhøj. Dette arbejde lå stille under krigen, derfor var det også tipvogne fra dette arbejde, der blev brugt i Abildaa.
Efter min konfirmation kom jeg til at arbejde for Hedeselskabet. For at få timelønnet arbejde skulle jeg have en attest fra de sociale myndigheder om, at jeg var ”værdig trængende”. Det var fordi, min mor var alene med os børn.
Jeg var med til at plante Sandbæk plantage. Det var dengang, der var planer om, at Castenskjold ville oprette en rævefarm i Sandbæk, men det blev ikke til noget. Vi plantede flere forskellige fyrarter, alm.bjergfyr, skovfyr, fransk fyr, østrigsk fyr og contortafyr. I alt tror jeg, der blev plantet flere hundrede tønder land. Jeg blev ved med at arbejde med skovarbejde. Jeg arbejdede således ved planteskolen i Røddinglund ved skovfoged Fuglsbjerg. Jeg har også arbejdet ved Kiddal. Vi gik og ryddede op i skoven. Der var stillet en barak op, som vi sov i. Arbejdet blev ledet af Holger Jensen fra Hedeselskabets Flyvende Korps.
.
I 1959 arbejdede jeg i nogle måneder i brunkulslejet øst for Katrinelund. Det var for firmaet Kolman og Bolet. Vi arbejdede i en dybde, der varierede fra 6 til 16 meter. Jorden bestod mest af klæg, men der var mange vandlommer, og det gjorde, at der skete en del jordskred, men vi reddede os hver gang.
Som dreng har jeg gået ved de mange kullejer, der dengang var i drift vd Tiphede. Det var selvfølgelig farligt for en dreng at færdes ved lejerne, men man lærte at passe på. Det skete flere gange, at jeg opdagede revner i jorden, som viste, at der var fare for at brinken vil styrte ned. Det sagde jeg til manden ved spillet, så han kunne advare de andre. Det var arbejderne selvfølgelig meget glade for at få at vide, så de kunne bringe sig i sikkerhed. Jeg var gjort bekendt med, at hvis der skete skred, så skulle jeg lægge mig på ryggen, så ville jeg ikke blive dækket, men glide med ned uden at blive dækket af jord. Det var som regel kun en meter af brinken, der skred ned.
Min mor døde i 1974, og jeg overtog huset i Abildaa, som vi boede i, og som far havde bygget ”Askovvej 23”.
I 1971 lærte jeg Ketty at kende. Hun boede i Holstebro.Men huset, hun boede i, brændte i 1975, og så fik hun lejlighed i Abildaa. Vi blev gift i 1978.
I 1990 var jeg formand for beboerforeningen, og var med til at arrangere en brunkulsaften i forsamlingshuset. Det blev en vældig god aften, der var mange gamle brunkulsarbejdere, og der var en utrolig god stemning. Vagn Møller og Karlo Pedersen, som begge var gamle brunkulsarbejdere, fortalte træk fra gamle dage. Det gav mig iden til at oprette en brunkulshistorisk forening. Jeg kunne huske, fra dengang jeg var dreng, at der var et sted, hvor der ikke var gravet kul. Det var oven i købet et sted, hvor der kun var et par meter overjord. Der åbnede vi i 1992 et lille kulleje. Jeg fik et par gamle brunkulsarbejdere til at lave et spil til at hejse kul op af graven med, magen til dem, der blev brugt under krigen. De to brunkulsarbejdere var Vagn Møller her fra Abildaa og Ejnar Kristensen fra Brande.
I 1991 stiftede vi en brunkulshistorisk forening, med det formål, at samle historie og genstande fra brunkulstiden og opbevare dem for eftertiden, derudover at samle gamle brunkulsarbejdere til træf. Der er gennem årene fremskaffet en del gammelt materiel bl.a. to gravemaskiner, som er funktionsdygtige. Der er også bygget en stor udstillingshal. Det er blevet en vældig populær turistattraktion. Fire gange hver sommer bliver der gravet kul som i gamle dage. Der kommer mange gæster til disse demonstrationer. Selskaber kan mod betaling få en demonstration, og det er der mange, der benytter sig af.
I 1992 kørte jeg sammen med Torkild Munk rundt og besøgte næsten alle husstande i Abildaa og omegn. Vi samlede oplysninger om stedets historie og om de nuværende familier. Det var meningen, at disse oplysninger skulle samles i en lille bog. Bogen kom til at hedde:”Abildaa og Fjaldenes Historie”. Denne bog blev så populær, at den er blevet genoptrykt.
Jeg har arvet en skov i Vinding på 6,6 hektar. Det var min morbror, det mente, at den passede til mig. Den har jeg haft megen glæde af. Hvert år til jul solgte jeg juletræer og fyrtoppe, og Ketty lavede kranse og julepynt. Det er blevet til en forretning, som vi åbnede hvert år til jul. Desuden fremstillede og solgte jeg flagstænger og hegnspæle.
Jeg har i de senere år haft besvær med helbredet, og i 2008 fik jeg en blodprop i mit ene ben, og har siden siddet i kørestol. I 2010 flyttede vi ind i en pensionist bolig i Søndervang 9b i Ørnhøj.
Jens Chr Dideriksen - September 2011