Senius Falsig fortæller

Senius Falsig er manden i forgrunden med lys kasket og pibe

Erindringer fra brunkulstiden:

Senius Falsig, der boede i Vildbjerg og som døde i 1990, har fortalt følgende erindringer fra årene under krigen, hvor han arbejdede i brunkullene i Abildaa.

I 1940 kom der en bestemmelse om, at mænd under 25 år ikke måtte være på en arbejdsplads, men skulle være beskæftiget ved landbruget. Jeg prøvede selv at blive jaget fra arbejdet et forår.

Der var nogen der var så snedige, at de lejede en karl og så gik de selv i lejet, det var ikke ulovligt.

Jeg søgte arbejde hos Jens Nielsen i leje 3, han var lige glad med, at jeg var under 25 år, han sagde, at jeg bare skulle gemme mig i tipperne når betjenten kom, men han kom slet ikke.

På landet fik man 150 Kr om måneden, men som arbejdsmand kunne man tjene næsten 100 Kr om ugen, men så måtte man selvfølgelig også selv sørge for kost og logi.

Jeg har arbejdet i leje 3 vesten for bækken og senere hos Lygsgaard østen for bækken.

Det var Bertel Jensen fra Søby og Peter Post, der havde leje tre. Formanden hed Jens Nielsen. Jeg har været med til, at vi havde mellem 50 til 60 trillebørfulde, der skulle køres ud i timen, selv om vi bare skulle lukke op for siloen og lukke igen når børen var fuld, skulle det jo køres ud i dyngen, så vi fik da benene rørt i en 10 timers arbejdsdag.

Vi skulle stille til kontrol inden KL.11, hvis det gik rigtig til.Vi havde den regel ,at hvis vi arbejdede til middag så fik vi vores understøttelse. Der kunne nemt blive noget med strømsvigt eller lignende. der var ikke anden lov, end den vi selv lavede. Vi kørte med lastbil fra Vildbjerg om morgenen, vognmanden sørgede for at være klar til at køre os hjem til tiden om aftenen.

Han havde en presenning og nogle skamle, som blev brugt, når der var folk med bilen.

Det kneb somme tider med at få kullene kørt på stationen, så det blev tit forlangt, at hvis een ville købe et læs kul, så måtte han først køre et læs på stationen. Der var et år, hvor der slet ikke måtte sælges til private.

Men som Lygsgaard sagde, i skal ikke gå her og ardejde, medens konen går hjemme og fryser.

Der var engang nogle fynboer, der ville køre kul til Grønbjerg station med en traktor og tre vogne, men de holdt hurtig op, så det har nok ikke kunnet betale sig. De fire K-er (Københavns Kul og Koks kompagni) lejede Harald Svendsens gård (Timringvej 8) hvor de havde deres heste opstaldede.

De kørte med tre heste for hver vogn og så havde de næsten 5 tons på vognen. Vognene var underløbere og det skete engang, at den ene vogn væltede og den ene hest var nær kommet i klemme.

I Lygsgaards lejer var der altid orden i tingene og hvis noget gik i stykker, blev det straks gjort i stand.

Lygsgaard kom til Abildaa som ung mekaniker og var formand i leje 2 på den vestre side. Bertel Jensen kom fra Søby, han havde leje 3 for vesten. Da han kom, blev det fortalt, at han havde 7 kullejer og en stor gaard i Brabrand ved Aarhus. Aaret efter kom han med skovlen ligesom vi andre, da var det hele sat til.

Ved Bertel var der altid vrøvl med feriepengene. Det var i leje 3 for vesten, at der blev slået en mand ihjel, de var ved at flytte en transportør uden at slå strømmen fra og så gik strømmen igennem dem alle, men der var een, der havde et dårligt hjerte og det var derfor han døde af strømmen, de andre tog ingen skade, selv om de også fik strømmen igennem dem.

Det skete også, at vi arbejdede om natten ved projektørlys og det slukkede vi ikke, selv om vi hørte flyvemaskiner, der var jo ellers mørklægning, men det tog vi ikke hensyn til.

Jeg kan huske , at vi engang arbejdede om natten til konfirmations søndag. Ved fire tiden om morgenen var der een, der sagde at det var underligt at tænke på, at præsten nu lå og sov og at han skulle op og have en hel masse konfirmeret, inden vi kunne gå hjem.

På natholdet startede vi gerne så tidligt, at vi kunne holde til middag. Vel var det en streng tid, men vi oplevede også en hel masse.

Der var et forår, hvor jeg arbejdede hos Lygsgaard, da var der så meget overgang i El, at det snurrede både i skovlen og fødderne.

Det kneb jo med materiale under krigen, så El kablerne var af dårlig kvalitet. Der var en formand Hansen, som boede i et grøntmalet træhus, der var lavet af Thomsen i Vildbjerg.

Ellers var det mest Lars Dideriksen, der lavede tømrearbejdet, han lavede for ex. mange rammer til brønde. Var der tømrearbejde, der skulle laves på sorterene, så var det altid Lars, der ordnede det.

Den dag politiet blev taget af tyskerne, nedlagde vi arbejdet.

I  marts 1944, var der et voldsomt islag, hvor strømmen blev væk, fordi kablerne var fem gange så tykke, som de skulle være.

Derefter kom der tøbrud og lejerne blev oversvømmet, der blev travlhed med at redde pumperne op.

Arbejdet i lejerne  lå stille i tre dage, som mange brugte til at spille kort, tiden skulle jo gå med noget.