Søren Peder Vendelbo fortæller

Søren Peder Vendelbo fortæller om brunkulstiden i Ørnhøj.

Søren Peder Vendelbo var født i Ørnhøj. Som ung arbejdede han ved landbruget derefter nogle år som kontrolassistent. Under krigen kørte han brunkul fra forskellige lejer i Spaabæk til Ørnhøj Station. I 1954 startede han ornecentral i Ørnhøj. Denne forretning afhændede han i 1967.  I 20 år var han kasserer i Ringkøbing Banks filial i Ørnhøj. Kort tid før sin død i 1990 nedskrev han nogle  af sine  erindringer fra Brunkulstiden, da landet var besat af tyskerne.

Jeg var kontrolassistent til  1. november 1942 til en løn af 100 kr. månedlig, plus kost og logi. Det fristede en ung mand, at de i brunkullene kunne tjene 100 kr. om ugen for en 60 timers arbejdsuge, - så havde de selvfølgelig kost og logi at skulle betale.

Vinteren 1942 hjalp jeg min far Thorvald Vendelbo med opsamling af de kul som vognmændene spildte ved læsning af jernbanevognene på Ørnhøj station. Vi gik med en skraber for at samle kullene op. Jeg kan huske, at de kostede 17 kr. pr. ton.

I foråret købte jeg en bil af kreditforeningsrepræsentant Jens Jensen, Thorsted og lavede den om til en kassevogn og købte to heste af Kjeldager.  Prisen husker jeg ikke, men den bedste af dem var stædig. Det gjorde ikke noget sagde Kjeldager, jeg kunne få en anden hest og penge til, men det var rigtignok en dårligere hest.

Så kørte jeg fra Vinthers leje til en pris af 4,65 kr. pr. ton. En krone pr. ton for pålæsning og en for aflæsning. 1,60 kr. for den første km. og  o,35 kr. for  hver påbegyndt km. derefter.  Vi kunne køre fem læs daglig, hvis vi ikke punkterede,  hvad vi ofte gjorde, da vi havde meget dårlige dæk og slange. Foruden at dækkene var fyldt med dækslapper var der også en opskåret slange udenom den slange, der var luft i.

Hvis vi punkterede skulle vi være heldige, hvis vi kun tabte to træk.  Det kunne godt tage en hel dag at reparere.  Reservehjul havde vi ikke.  Jeg husker, at når jeg kom hjem om aftenen og så, at et dæk var ved at bule ud, så tænkte jeg, at det gik nok en dag mere og så endte det selvfølgelig altid med en punktering.  Min bror Christian var meget bedre til det. Han reparerede i tide og han var den, der kørte mest kul ind, med hestevogn. Han havde også en meget god vogn.

Vi havde hjælp til pålæsning i lejet og når vi kom  til stationen, stod der aflæssere med skovl parat til at hjælpe med aflæsningen til en krone pr. ton. Det var kontant afregning. Der var nok en 10 - 15 mand til aflæsning. Da aflæsserne fik pengene for hvert læs, så kunne de jo ikke trækkes i skat. Hvis skatteopkræveren kom var aflæserne som fejet væk. De gemte sig i banevogne og mellem træerne, for de ville selvfølgelig ikke af med skat.

Der var tit perioder, hvor der var mangel på jernbanevogne, så kunne der godt holde 5-6 biler og 20-25 hestevogne på stationen, og hvad skulle vi så få tiden til at gå med?.  Hvis vejret var til det, så hentede vi en af Arbjergs eller Skallebæks fiskekasser, os så spillede vi kort eller holdt på sekseren, det var ikke altid helt billigt, men ikke nær så højt som man har hørt om i Søby. Spil på sekseren var som regel begrænset til 5 kr. pr. indsats, pr. gang, som ikke tog et halvt minut.

Jeg kan huske engang vi spillede kort, og jeg havde været uheldig, så kom der banevogne, men vi spillede videre, så kom Vinter og spurgte om vi ikke skulle køre kul, for ellers skulle han have nogle andre til det, så måtte vi af sted efter kullene.

Jeg erindrer engang Villum læssede to læs kul af og fik 2,50 kr., så spillede han på sekseren, og tjente 60-70 kr., så spillede han poker om natten og sad igen i held og tjente omkring 500 kr. På vejen hjem mødte han sin bror Evald, som mente, at han  efter sådan en nat trængte til at sove. Er du tovlig, sagde Villum, "man kan da ikke sove med så mange penge på lommen."

Jeg solgte mit hestekøretøj til Peder Sundgaard. Han fik heste, vogn, seletøj m.m. for 7000 kr.  Det var mange penge dengang. Senere i 1950 arbejdede jeg i kulgravene i Damstrup, firmaet hed "Fritz Mosebrug".  Men der var for lidt kul, der havde været nogen før, som havde taget det bedste, så det blev en dårlig forretning for firmaet.

I tilbageblik af den tid, så må man nok erkende, at det ikke var godt for området, der blev ødelagt meget godt jord.

Lodsejerne fik en krone pr. ton, i hvert fald officielt, men fik nok mere i nogle tilfælde eller solgte et areal til entreprenøren.

Husmændene, som arbejdede i kullene, fik deres brug rettet godt op.

En del brunkulsarbejdere sparede penge op, som de senere brugte til at starte et selvstændigt foretagende, men  de fleste brugte pengene efterhånden som de tjente dem.