Ejner Kristensen fortæller

Ejner Kristensen, Brande, var som ung med til at grave brunkul

i Abildaa under besættelsen. 1940 - 45.

Han fortæller her hvordan arbejdesforholdene var på den tid hvor man kun

brugte skovl og trillebør ved brunkulsbrydningen.

Han fortæller også om det halløj og ballade som brunkulsarbejderne gik og lavede i fritiden.

 Brunkulslejet ved Havbjerg i Abildaa 1940.

Jeg var kun 19 år, da jeg i 1940 fik arbejde i brunkullene i Abildaa. Det eneste maskineri vi havde til hjælp, var en vandsnegl til at pumpe vandet op af lejet. Den blev trukket af en een cylindret petroleumsmotor. Ellers foregik arbejdet udelukkende med skovl og trillebør.

Kullene blev sorteret i tre størrelser: Store kul. Stokker og smuld. Sortereren blev trukket med håndkraft, den var forsynet med et håndsving på hver side, så der skulle to mand til at trække den.

Smuld (også kaldet snus) blev brugt på Grønbjerg teglværk, hvor det blev blandet i det ler, der skulle bruges til mursten. Under brændingen blev kullene brændt væk og stenene blev på den måde porøse "kulsten", der både var lette og virkede isolerende.

Der var 2 til 3 meter overjord over kullene. Den blev fjernet med skovl og trillebør og kørt ud. hvor kullene var taget op. Det var hårdt arbejde. Det foregik på den måde, at man havde en fortriller''. Han skulle helst være stor og stærk, han fik fem øre mere i timen end de øvrige, for at holde gang i arbejdet. Holdet bestod af en halv snes mand, hver med sin trillebør.

Når fortrilleren havde læsset og råbte afgang så skulle alle være klar med top på trillebøren. Trillebøren havde et smal jernhjul og planken, der blev kørt på, var kun fem tommer bred, så der skulle øvelse til at holde sig på planken.

Kørte man af planken kunne læsset vælte og det måtte ikke ske, for så måtte resten af holdet holde stille til tingene var bragt i orden.

Når der kom en ny mand på holdet, satte man altid tempoet op for at køre ham ned. Sådan skulle en ny mand altid prøves af, og kunne han ikke holde til det, men måtte forlade pladsen, ja så grinede man af ham.

Jeg var som før nævnt kun 19 år og var yngste mand på holdet, men jeg havde tjent på landet og mente, jeg var vant til hårdt arbejde. Så jeg troede ikke det kunne være mere hårdt at trille jord end det var at læsse møg som man regnede for noget af det hårdeste arbejde der fandtes.

Jeg fik noget andet at føle. Håndfladerne blev fulde af revner og sår. Det var særlig pinefuld at komme i gang om morgenen, men jeg måtte bide tænderne sammen og tage fat. De to første læs var særlig slemme, men så gik pinen over og det gjorde ikke ondt før næste morgen. Om aftenen var jeg så træt, at jeg gik i seng når jeg havde spist til aften og sov i 12 timer. Efterhånden kom der hård hud i hænderne og musklerne blev trænet op, så jeg bedre kunne klare arbejdet.

Når vi havde fjernet overjorden fra et stykke af kullaget, skulle vi jo have kullene taget op. Det skete på den måde, at vi gravede en rende skråt op i overjorden, hvor vi kunne køre kullene op igennem. Der blev så lagt planker vi kunne køre op på med kullene.

På sorteren, var der en platform, og der blev lagt planker sådan, at vi kunne køre direkte op på denne platform og tippe kullene ned i sorteren, som to mand stod og trak med håndsving.

Vi kørte så ned fra platformen på den anden side og ned i graven igennem en anden rende, som var mere stejl end den vi kørte op af.

På den måde kørte vi i rundkreds, den ene efter den anden, for at kullene kunne komme på sorteren i en jævn strøm.

Pensionatet i Havbjerg.

Gården Havbjerg, på hvis jord kullene blev gravet, var efterhånden blevet nedlagt som landbrug. Der var ansat en bestyrer, som drev pensionat i stuehuset. Stalden var renset, så man kunne sove der. Jeg havde en kasse med ben under, som var slået sammen af forskallingsbredder og fyldt med halm. Sengetøj skulle man selv have med.

Bestyreren, der drev pensionatet hed Chr. Langhoff, han var meget pertentlig og ville have orden over det hele. Efterhånden blev kosten dårligere, og vi mente, at når vi skulle give 18 kroner om ugen, så kunne vi også forlange at få en ordentlig kost, så vi klagede, men det blev ikke bedre, så flyttede vi til en anden sted, hvor kosten var bedre.

På den måde fik vi længere at cykle om middagen og det skulle gå stærk for at nå det hele på en time.

Cyklerne stillede vi i skygge ved gården, men det ville Langhoff ikke have, når vi ikke spiste hos ham, så han forbød os at stille cyklerne ved gården. Vi mente, at når gården ikke var hans, så kunne han heller ikke forbyde os at stille cyklerne, hvor det passede os. En dag, hvor vi kom til middag og skulle have vore cykler, var de væk. Langhoff havde smidt dem på møddingen, som stadig lå bag gården.

Vi måtte vade rundt i møget for at få fat i vore cykler. Det var vi selvfølgelig meget vrede over og diskuterede, hvordan vi kunne få hævn over Langhoff. Vi havde mest lyst at gå ind og hive ham ud af huset og give ham en afstraffelse men det opgav vi, for det var nok ikke lovligt.

Om eftermiddagen kom Langhoff cyklende på vej til Abildaa. Da han kom tilbage blev han stoppet på vejen af et par håndfaste mænd, som slæbte ham hen til en afløbsrende fra pumpen, som på den tid var en seks tommers centrifugalpumpe. Her blev han lagt op i afløbsrenden til afkøling. En pose gulerodsfrø, han havde købt i brugsen flød bort

Der var hverken køleskab eller dybfryser og da der var flere kilometer til slagter, så kunne det jo ske, at kødet ikke var helt frisk. Det resulterede i, at vi til tider, bogstavelig talt løb med bukserne om hælene. Jeg husker, at vi engang fik frikadeller, som var lavet af noget surt kød. Der var ingen, der spiste mere end een frikadelle. Da resten så kom på bordet til aftensmaden, var der selvfølgelig ingen, der ville spise dem.

Manden i huset åd dem ,til syneladende med velbehag. Det varede en hel uge inden han fik bugt med de sidste. Utrolig, at han kunne holde til det, Han må da mindst have haft en strudsemave

 Kulbrydningen mekaniseres.

I sommeren 1940 fik vi et hejseværk, som blev brugt når vi skulle hejse kul af graven. Det bestod af en firkantet ramme af træbjælker, hvorpå der var monteret en mast og en udlægger. Masten blev støttet af bardunen og udlæggeren kunne drejes 180 grader. På rammen var monteret et spil, hvorfra viren gik over en taljeblok på udlæggeren.

Ved hjælp af dette spil kunne vi nu hejse kullene op af graven i kasser og hælde dem direkte på sotereren, der nu var forsynet med elmotor og altså ikke længere skulle trækkes med håndkraft. Da der nu var kommet elektricitet i lejet blev der købt en seks tommers centrifugalpumpe i stedet for vandsneglen og petroleumsmotren. Det var et vældigt fremskridt, for nu kunne vi pumpe lejet helt tørt for vand. Senere fik vi en transportør til at flytte overjorden med. Den kunne flytte lige så meget jord som 7 til 8 mand kunne fylde på den. Når der så ydermere blev arbejdet i to holds skift, så syntes man jo nok det var stordrift når man sammenligner med dengang hvor vi kun havde skovl og trillebør, til hjælp.

Statens Kantine.

På grund af besættelsen var der mangel på brændsel, derfor blev der åbnet flere lejer. Efterhånden var der i Abildaa området flere hundrede mand der arbejdede i brunkullene. For at kunne bo og spise i nærheden af deres arbejdsplads lod staten opstille nogle sovebarakker,der egentlig var gamle militærbarakker. Desuden blev der ogsa opstillet en kantine. Kantinens bestyrerinde hed Jenny, daglig kaldet "Jenny Kammersgaard'' Efter datidens berømte, kraftige langdistancesvømmer. Engang var hun bortrejst i nogle dage, og så skulle en af pigerne stå for driften af kantinen. På grund af krigen var det vanskeligt, at få kød nok til de sultne arbejdere. En dag var hun så heldig at få nogle kaniner, som blev renset og stegt til middag. Medens vi sad og spiste lød der pludselig et højt brøl fra, Hermann, han stak en finger i munden og spyttede nogle sorte kugler ud. Pigen havde desværre glemt at skære endetarmen af kaninen.

Det ødelagde selvfølgelig appetitten. Hermand var vist alligevel tilfreds med pigens kogekunst, for han blev senere gift med hende.

 

Rationeringsmærker og Sortbørs

Under krigen kneb det med at skaffe tilstrækkelig med øl, derfor blev der lavet en tildelingsordning, til de forskellige lejer.

I Lægsgaards lejer var det pladsmanden Erik, der stod for udleveringen, og det var han god til, for han var retfærdig med "rationeringen''.

Desuden drev han sortbørshandel med tobak og rationeringsmærker.

Da han skulle aflevere sine smørmærker til kantinen påstod han, at han ikke fik så meget smør, at Jenny kunne tilkomme hele hans ration. Det gav anledning til et vældigt skænderi.

Tilfældig havde Jenny den store stegegaffel i hånden, (den var næsten en halv meter lang og sylespis).

Den slog hun i bordet med, men da Erik stadig ikke ville give sig truede hun med at hugge gaflen i maven på ham. Det hjalp, og mærkerne kom på bordet, så der igen kunne blive ro i lejren.

Torkilds Kat.

I et lille træskur nord for Timringvejen bode der en ungkarl, der hed Torkild. Han havde en hankat, som han holt meget af, de var meget fine venner, men hvis andre ville røre ved katten, ville den både bide og krasse.

En aften var der tre mænd i sovebarakkerne, der kom i snak om Torkilds kat. De blev enige om, at den skulle have en alvorlig forskrækkelse.

Da de vidste, at Torkild ikke var hjemme, gik de over til hans træskur og lade en aerolitpatron under huset og tændte lunten. Eksplosionen var imidlertid så kraftig, at skuret faldt helt sammen og var ubrugelig. Om katten var hjemme er der ingen, der ved, men man så den aldrig mere.

Besøg i smugkrog.

I statens sovebarakker var der tre mand, der en aften ville besøge Jennys smugkro, der lå ved Ørnhøj vejen, norden for Abildaa De tre mænd var; Hermann, Kristian og Ingermann. Da de gik fra barakkerne blev de enige om, at der skulle laves lidt sjov i byen. Derfor tog de hver et tæppe over hovedet for ikke at blive genkendt.

Medens de gik igennem Abildaa by begyndte Ingemann at hyle som en luftsværnssirene, det var han meget god til. Folk i Abildaa er jo nok blevet noget opskræmte, eller i hver fald noget forundret, for eftersom der ikke var nogen sirene i byen, så var man jo ikke vant til at få blæst luftalarm. I hvert fald kom folk ud af husene for at se hvad der var galt. Det hjalp ikke Ingemann, at han havde en tæppe over hovedet, for murer Møller kunne kende ham, for han havde før hørt hvordan han kunne hyle. De fortsatte selvfølgelig til smugkroen, hvor de fik både "ølhunde'' og kaffepunse. Da øl og brændevin efterhånden slap op, gav de sig til at lave kaffepunse, der bestod af kaffe og kogesprit, hvori der kom en "knald'' carbid.

Kristian havde været ude i det man kalder et nøvendigt ærinde. Da han kom ind igen stod der en kaffepuns til ham, som han drak uden at spørge om, hvad den var lavet af kort tid efter blev han meget dårlig og gik hjem, men han måtte kravle det meste af vejen og kastede op hele tiden, så han troede han skulle dø.

Det gjorde han nu ikke, men han var nok mere forsigtig en anden gang.

Dengang petroleum var rationeret

Anna og Aage boede i et træhus ved Timringvejen. Aage var medhjælper hos Elkjær, der kørte med svingkran og flyttede overjord. Det var i et af lejerne på østsiden. Jens Husted kørte mælk til Abildaa, på hjemvejen kørte han forbi brunkulslejerne og videre over marken hjem fordi det var den nærmeste vej. En dag gik han fra hestene for at snakke med brunkulsarbejderne.

Imedens blev hestene bange og løb løbsk, og de løb selvfølgelig hjem til gården. Vognen væltede i en vandpyt og hestene kom fri og løb hjem.

Jens Husted havde en dunk petroleum med på vognen. Der gik hul på dunken og der løb petroleum ud i vandet, hvor det selvfølgelig flød ovenpå. Nu var petroleum vanskelig at skaffe under besættelsen, så Aage skyndte sig hjem efter en spiseske og en bøtte og så gav han sig til at skumme petroleum af vandpytten, men det skulle han ikke have gjort, for Elkjær kunne jo ikke klare sig med en medhjælper, der sad og legede med ske i en vandpyt i arbejdstiden, så han blev fyret på stedet.

Lægsgaard og hans kulsilo.

Harald Lægsgaard havde fået bygget en silo til brunkul. Der var lagt spor så tipvognen kunne køre op på siloen og tippe kullene ned i den. Siloen var så høj, at lastbilerne kunne køre ind under den, så kullene kunne løbe ned på bilen, det var jo betydelig hurtigere end at læsse med håndkraft. Tipvognene blev trukket op på siloen ved hjælp af et elektrisk spil. Lægsgaard mente ikke, at den mand, der passede spillet gjorde det godt nok, så han ville vise ham, hvordan det skulle gå til. Tilsyneladende var han ikke selv bedre til det, for han fik rusket sådan i viren, at vognen løb af sporet og faldt ned. Da Lægsgaard igen var kommet ned fra siloen, ville han flytte et ELkabel. der var blevet revet over ved uheldet, men han tog sig ikke i agt for at isoleringen var revet istykker. Derved gik strømmen igennem ham og han kunne ikke give slip. Heldigvis kom der een forbi og så, at han lå på jorden og vred sig,han fik så strømmen afbrudt. Men da havde Lægsgaard også ligget og sparket et hul i jorden .Der fortælles at han aldrig siden prøvede at køre spillet.

Dengang Vagner Møller gik i vandet.

En vinterdag i slutningen af besættelsen var man ved at åbne et nyt leje på den østre side. I den anledning var der en del vand, der skulle pumpes væk. Sammen med en medhjælper var Vagner Møller i gang med at lave en platform af bjælker, som pumpen skulle stå på. De var næsten færdige med at montere pumpen da gravemester Stanley kom og mente, at han kunne hjælpe dem med at slå hul på isen så sugeslangen kunne blive lagt ud. Han kastede derfor et bundt aerolitpatroner, (der var beregnet til sprængning af frossen jord) ud på isen uden at de to ved pumpen vidste det. Eksplosionen var så kraftig, at den vandfyldte og omgravede jord bag tippen gled ud i den vandfylte grav, med det resultat, at Vagner røg med jorden ud i vandet. Vandet var dog ikke dybere end det gik Vagner til armhulerne og han fik sig arbejdet over graven og kom op på den faste jord.

Han var helt blå i ansigtet, men det var vist mere af raseri end af kulde, og der var øretæver i luften.

Stanley hev tegnebogen frem og ville betale for sin uforsvarlige handling. Sagen blev dog jævnet uden hverken penge eller øretæver.

Strejke og solidaritet.

Det skete engang imellem, at arbejderne blev enige om, at timelønnen var for lille og de ville have den sat op. Man valgte så to eller tre mand til at forhandle med entreprenøren om lønforhøjelse.

Hvis han ikke ville give mere end man fik, eller arbejderne syntes det var for lidt han ville give, forlod alle pladsen med besked om, at der ikke var nogen, der kom igen.

Der måtte så ansættes et nyt hold. En lørdag blev der i et leje stillet krav om højere timeløn, men forhandlingerne endte med at gå i hårknude. Så strejkede man på den måde, at alle var enige om at gå hjem og ikke komme mere.

Mandag morgen havde entreprenøren fået fat i et nyt hold arbejdere så arbejdet forsatte.

Der var dog een af arbejderne fra det gamle hold, som altså ikke var solidarisk.

På det nye hold mente man, at han var en dårlig kammerat når han ikke holdt sit ord og derfor skulle han afstraffes. Til frokost bandt de ham et reb om livet og hejste ham op i spillet og lod ham hænge ca. 5 meter over bunden af lejet. Der blev han hængende i den halve time frokostpausen varede.

Da han kom fri efter frokost, forsvandt han i en fart og kom ikke igen. han ville ikke resikere at komme til at hænge i spillet endnu engang.

Forsikring under sygdom.

Hvis der kom en arbejder til skade eller blev sygemeldt, var det almindelig at arbejdskammeraterne samlede ind. Hver mand i lejet gav tyve kroner, for at familien kunne leve til vedkommende kom i arbejde igen. Dengang var det meste , man fik under sygdom, tyve øre om dagen af sygekassen. Ulykkesforsikringen betalte ikke dagpenge inden der var gået 13 uger. Hvis man blev arbejdsløs var understøttelsen 32 Kr om ugen, hvis familien havde tre børn. Der var seks karensdage først, så gik der 14 dage inden der blev udbetalt penge. Ugelønnen var ved krigens slutning på 110 - 120 kroner om ugen, så det kunne ikke lade sig gøre at spare op til dårlige tider.

Det var i det hele taget svært at få pengene til at slå til.