Brunkul er rester af sump- og vandplanter og forskellige træarter, som levede for Ca. 15 millioner år siden, da store floder og søer dækkede Danmark. Brunkulene ligger i 1-2 meter tykke lag dækket af op til 30 meter sand og ler. De fleste brunkul findes under Midtjylland
Brunkul har større brændværdi end træ og tørv, men kun halv så stor brændværdi som kul og koks.
I Danmark er der gravet brunkul fra 1914 til 1970 mest under de to verdenskrige, hvor landet ikke kunne importere kul og olie.
I Abildåområdet har der under 2.verdenskrig og perioden derefter, arbejdet 300-400 mand daglig, med brydning af brunkul
Brunkulene blev brugt i kakkelovne, komfurer, mejerier, teglværker, cementfabrikker og elværker. I alt findes der ca. 3000 ha tidligere brunkulslejer.
Fossile brændstoffer
Brunkul er en tertiær dannelse, dannet af kæmpefyr, sumpcypresser, nåle- og løvtræer, mos og græs fra søer og sumpe – altså masser af organiske forbindelser (kulbrinter), som vi kender det fra olie og alm. stenkul.
Den tertiære periode strækker sig fra 65 mio. – 2,5 mio. år siden. Planterne, som var udgangsmaterialet for dannelsen af brunkul, levede i miocæn epoken. Det er mellem 23 - 5 mio. år siden.
Planterne er blevet til brunkul i et iltfattigt miljø under tryk. På samme måde er planter andre steder blevet til tørv, stenkul og diamant – samt olie og gas. Det er plantematerialet, trykkets styrke, og til dels tiden, som er afgørende for hvilket fossilt brændstof, vi graver op af undergrunden.
Det afgørende for om man kan bruge en organisk forbindelse som brændsel eller ej - er indholdet af grundstoffet kul.
Planterester, som fx træ, består af ca. 44 % ilt, ca. 50 % kulstof og ca. 6 % brint. Ved omdannelse til kul eller olie sker der en reduktion af ilt og brint. Det relative indhold af kulstof bliver altså større i takt med, at indholdet af ilt og brint bliver mindre.
Dette er illustreret af kulrækken på figur 1.
|
|
Indhold af C (kulstof)
|
Indhold af H (brint)
|
Indhold af O (ilt)
|
|
Træ
|
50 %
|
6 %
|
44 %
|
|
Tørv
|
55 %
|
6 %
|
39 %
|
|
Brunkul
|
73 %
|
5 %
|
22 %
|
|
Stenkul
|
84 %
|
5 %
|
10 %
|
|
Antracit (hårdt stenkul)
|
95 %
|
3 %
|
2 %
|
|
Diamant
|
100 %
|
0 %
|
0 %
|
Wikipedia skriver om brunkul:
Brunkul opstår gennem fossilisering af organisk materiale, primært plantedele. En del af den brunkul, der findes i dag, dannedes under neogen. Udvindingen af brunkul sker bl.a. fra tidligere indsøer. Vandindholdet i brunkul er op til 50%. Brunkul anvendes hovedsageligt som brændsel til produktion af elektricitet og fremstilling af paraffin. Set fra et miljømæssigt synspunkt er brunkul den mest problematiske kultype, idet den udleder et højt niveau af kuldioxid pr energienhed ved forbrænding, ligesom der frigives svovldioxid og nitrogenoxider og tungmetaller som kviksølv og cadmium.
En stor del af verdens brunkulproduktion sker i Tyskland, men også USA, Rusland og Australien har store forekomster af det
Brunkulsproduktion (2004)
Kilde: United States Geological Survey
(i tusinde tons) LandProduktion
Tyskland181.92611Indien30.3412USA75.75012Rumænien28.6483Grækenland71.23713
I Danmark forekommer brunkul flere steder i Midt- og Vestjylland, især omkring Silkeborg og i egnene syd for Herning samt mellem Herning og Ringkøbing. De tilhører alle miocænetagen. Indtil 1. verdenskrig havde de danske brunkul ikke nogen økonomisk betydning, fordi deres beskaffenhed syntes mindre god, men vel navnlig fordi de gennemgående findes under uheldige forhold, idet de i reglen overlejres af ret mægtige grus- og sandlag og derfor er vanskelig tilgængelige. Anderledes under 2. verdenskrig, da brunkul blev betragtet som en vigtig dansk brændselsressource i en situation med forsyningsvanskeligheder, især om vinteren, hvor man ikke kunne grave tørv.
Brunkul kaldes de Aflejringer af Kul, som
hyppig optræder i Tertiærformationen. Deres
Udseende, Beskaffenhed og kem.
Sammensætning er meget vekslende; Farven er brun ell.
sort, Stregen brun. Hyppig er den organiske
Struktur endnu bevaret, undertiden er den helt
gaaet tabt. Kulstofindholdet er i Reglen 55—75
%. Koges B. i Kalilud, farves Vædsken
mørkebrun. B. brænder let, med sodende Flamme og
ubehagelig Lugt. Ved tør Destillation dannes
bl. a. Brunkultjære (s. d.).
Som særlige Varieteter af B. kan nævnes
Lignit, der fuldstændig har bevaret
Træstrukturen. I Modsætning hertil er Begkul
meget tætte og glinsende; visse Begkul nærmer
sig Stenkul i Sammensætning og lader sig let
forarbejde til Smykker (Jet eller Gagat).
Bladkul (Dysodil, Papirkul) spaltes let i
tynde Blade og er stærkt lerholdige.
Bastkul har som Ligniten bevaret den organiske
Struktur, men er dannet af Palmers Bastvæv
og Karstrenge.
B. kan siges at danne et Overgangsled
mellem Tørv og Stenkul; i de fleste Tilfælde
antages de at være dannede som Tørven; i andre
Tilfælde derimod af sammenskyllede
Vedmasser og andre Planterester. Hovedbestanddelen
af B. udgøres af Rester af Naaletræer, men
Palmer og Løvtræer har ogsaa ydet Bidrag til
B.’s Dannelse.
Udbredelse. I Danmark er B. trufne hist
og her i Midt- og Vestjylland; særlig hyppige
synes de at forekomme omkr. Silkeborg og i
Egnene S. f. Herning samt mellem denne By og Ringkjøbing
og tilhører alle Miocænetagen.
Hidtil har de danske B. ikke haft nogen
økonomisk Bet., fordi deres Beskaffenhed synes
mindre god, men vel navnlig fordi de
gennemgaaende findes under uheldige Forhold, idet de
i Reglen overlejres af ret mægtige Grus- og
Sandlag og derfor er vanskelig tilgængelige. I
Nordtyskland har miocæne B. en vid
Udbredelse, medens de mellemtyske tilhører
Oligocænetagen. B. findes endvidere i stor
Udstrækning i Böhmen og Ungarn. De ældste B. (eocæne)
findes i Tyrol (Häring), i Norditalien (Monte
Bolca) og i Paris-Bassinet; i Frankrig findes B.
ogsaa i Auvergne. Af mindre Bet. er B. paa
Færøerne samt paa Island. I Vestgrønland
findes ogsaa mægtige Aflejringer af B., navnlig
paa Øen Disko og paa Halvøen Nugsuak, hvor
der findes et Kulbrud. Det samme er Tilfældet
ved Isfjorden paa Spitsbergen. Ogsaa omkring
Missouri i Nordamerika, i Japan samt paa
Borneo og Sumatra har man fundet B.
Den vigtigste Anvendelse af B. er som
Brændselsmateriale, i Tyskland navnlig i Form
af Briketter. Endvidere fremstilles af B. ved
tør Destillation Parafin og Mineralolie. I mindre
Maalestok anvendes B. til Fabrikation af
Kønrøg, og visse jordagtige Varieteter bruges som
brunt Farvestof (»kölnsk Umbra«).
J. P. R.
Brunkulsandsten kaldes enhver til den
brunkulførende Tertiærformation hørende
Sandsten. I Danmark, særlig i det sydlige og
vestlige Jylland, optræder B. hyppigst som en
Limonitsandsten, ɔ: en af Kvartskorn
dannet, rustbrun Sandsten, hvis Bindemiddel er et
Jernilte. Se i øvrigt Tertiærformation.
J. P. R.
Brunkultjære. Ved tør Destillation af
Brunkul ell. kulholdige Skifere fra
Tertiærformationen kan bl. a. udvindes et tjære- ell. olieagtigt
Produkt, der indeholder Parafiner og benævnes
B. Hertil egner sig navnlig en meget parafinrig
Varietet af Brunkul, der kaldes Pyropissit
(Vokskul).
J. P. R.
