Ung i Ørnhøj under besættelsen

Jeg var 13 år, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, så jeg oplevede, hvordan det var at være ung under besættelsen. Dengang gik Hovedvejen kun få meter fra vores stuehus, vi så tyskere hver eneste dag. Det er mærkeligt, at vores gamle stuehus blev stående, for det rystede slemt, når der kom store militærkøretøjer kørende. Vi lærte hurtigt at se på nummerpladerne på de tyske militærkøretøjer om de tilhørte hæren, luftvåbnet eller marinen, og så var der dem, hvorpå der stod OT, der stod for Organisation Tot, det var dem, der byggede fæstningsværker ude ved Vestkysten.

Der kom daglig tyske flyvemaskiner, til tider i snesevis og somme tider så lavt, at man kunne se piloten. Aviserne bragte tegninger af de forskellige typer flyvemaskiner, og som dreng lærte man hurtigt at kende forskel på, om det var en Heinkel 111 eller en Junker 88, der kom flyvende.

Jeg havde hørt fortællinger om, hvordan tyskerne plyndrede og hærgede, da de besatte Jylland efter slaget ved Dybbøl i 1864. Derfor var det mærkeligt, at opleve, at de tyske soldater i 1940 var almindelige unge mænd, der både var flinke og høflige.

En vinterdag i 1941, hvor jeg var alene hjemme, kom der en tysk soldat og bankede på døren og spurgte, om han kunne låne et par skovle, for han var kørt fast i sneen. Jeg skaffede ham to skovle, og et stykke tid efter kom han igen med skovlene, og gav mig et par cigaretter som tak for lån. Kort tid efter kom der en dansk vognmand og lånte de samme skovle, men han kom ikke igen. Jeg fandt senere skovlene, han havde ladet dem ligge i sneen.

Alt var jo mørkelagt, og det var ret uhyggeligt at møde en kolonne kampvogne eller tanks, der kom buldrende i mørket med nedblændede lygter. Var man på vej hjem fra biografen, en mørk aften, så man som regel de tyske lyskastere fra Karup, der fejede hen over himmelen på jagt efter engelske flyvemaskiner

Jeg var med i Ørnhøj F.D.F. Mærkeligt nok var de uniformerede korps ikke forbudt. Vi lærte hvordan vi skulle forholde os i en krigssituation. Vi gravede skyttegrave, lærte førstehjælp og flyveskjul. Vi kunne ikke komme på sommerlejr, men måtte nøjes med nogle weekend ture, hvor vi sov i telt om natten mellem lørdag og søndag, Det var trods alt nogle dejlige oplevelser, der aldrig glemmes.

Selv om besættelsen var en ond tid for Danmark, så var det alligevel en spændende tid for os, der var børn og unge. Vi fulgte jo krigsbegivenhederne i radioen. Vi læste også aviser. Det er der vist ikke mange, der gør i den alder. Flere af os havde et europakort, hvor vi markerede fronterne med nipsenåle. Vi hørte beretninger om slag, hvor der var døde soldater i tusindvis, flyvemaskiner, der blev skudt ned i snesevis og om skibe, der var gået ned med flere tusinde mand, der var druknet. Vi slugte det hele råt og det generede ikke vores nattesøvn.

Midt under besættelsen udkom Kate Flerons bog ”Vi er ungdommen”. I den fortalte unge om deres tanker og indstilling til religion, arbejde og politik. Det var stærk læsning om kriminalitet, vold og forskellige former for sex og misbrug.

Det var en anden moral, end den vi var vant til. Det gav anledning til nogle vældige diskussioner. For selv om vi slog os til tåls med, at det var storbyens unge, der var omtalt i bogen, så kunne vi alligevel godt genkende den voksende ligegyldighed, der var overfor tidligere generationers idealer. Vi var trods alt selv en del af denne udvikling.

Det var dengang. ”De kulørte blade” kom frem. De indeholdt grusomme fortællinger med de mest raffinerede former for vold, mord, sex og totur. Det var ikke hæfter, der var udstillet. Dem skulle man spørge efter, for de lå gemt under disken. Dengang syntes vi, det var spændende og uartig læsning. I dag vil unge sikkert synes, det var kedeligt og slet ikke uartigt. I dag ville man heller ikke gemme dem under disken.

Efterhånden var der flere ting, der blev rationeret og ting, der slet ikke kunne skaffes. Jeg blev konfirmeret i 1941, og var så heldig, at få et sæt tøj af god kvalitet, det blev senere solgt til en kammeret, der skulle konfirmeres året efter. Far og mor gav mig en cykel i konfirmationsgave. Det var den sidste cykel cykelhandleren havde med dæk af gammel kvalitet.

Min storebror arbejdede i brunkullene, han kunne ikke købe et nyt cykeldæk, men måtte køre på et massivt dæk, der bestod af en strimmel bildæk, der var klemt ned i fælgen. Det var hårdt at køre på, for der var ikke asfalterede veje.

Så havde vi de hårde vintre i 40erne. Det frøs helt ned til minus 30 grader, og hvad værre var, det blev ved i flere måneder uden tøvejr. Det skete, at vi kastede sne i dagevis.

Altid skulle man medbringe sit legitimationskort, hvis man blev stoppet af tyskerne. Tyskerne havde stor respekt for stempler og formularer, det blev fortalt, at hvis man ikke havde sit legitimationskort, kunne man klare sig med et fragtbrev, for tyskerne kunne jo i almindelighed ikke læse dansk.

Forfatter Thorkild Munk, Ørnhøj

Læs også - 

Besættelsestidens sidste år i Ørnhøj

Og Thorkilds længere beretning i Hardsyssels Årbog 2001 side 149.