I Abildå, som i de mange andre brunkulslejer i Midt- og Vestjylland, har de tidligere golde og barske ørkner efter brunkulsgravningen på mindre end 50 år udviklet sig til en spændende og indholdsrig natur.
Billedet til højre er fra 1955 og viser det bare område. Ejendommen i forgrunden på Abildåvej nr. 1. Træhuset til venstre for haven er en kularbejderbolig. I baggrunden, bag graveområdet, ses ejendommen på Timringvej nr. 8.
Derefter lå brunkulslejerne ved Abildå hen som nøgne sand- og lerdynger omkring dybe huller.
Nogle af gravene blev plantet til med nåletræer, og resten begyndte hurtigt at udvikle sig til et spændende naturområde med små søer.
Senere kom græs og lyng til, og til sidst voksede buske og træer op.
I søerne kom der siv, padderok og andre vandplanter.
Nogle af planterne, f.eks. pil og birk, spirede fra frø spredt af vinden, mens fugle spredte rønnebær og agern.
Også mus har hjulpet til, når bøgens frø er spredt i sandbunkerne.
Med læ og føde fra de mange forskellige planter har mange dyr fundet gode levesteder i det kunstige landskab.
Masser af insekter, frøer og tudser, samt små og store pattedyr som mus, ræv, hare og rådyr lever nu i området.