Thorkild Munk

Historien fra brunkulstiden

Kilde “Abildå og Fjaldenes historie” skrevet af Thorkild Munk

BRUNKUL

Brunkulsbrydningen var en periode i Abildaa og Fjaldenes historie, som fik stor betydning for byen og egnen. I mere end 30 år blev der gravet brunkul i egnen omkring Abildaa og Tiphede, og det kom til at sætte sit præg på både befolkningen og naturen. Under den anden verdenskrig boede der så mange brunkulsarbejdere i og omkring Abildaa, at deres antal oversteg antallet af fastboende. Men egnens natur blev også forandret. Over hundrede tønder land, der for størstedelen var agerjord, blev forandret til gold sandørken. Men udjævning og tilplantning har senere gjort, at de gamle kulgrave i dag er blevet til et smukt naturområde.

Allerede under den første verdenskrig blev der gravet en del brunkul flere steder i Jylland. I Tiphede begyndte man at grave kul omkring 1920. Det var et københavner-firma, der købte Søndergaard med brunkulsbrydning for øje. De begyndte i stor stil helt ude i heden. Der blev kørt en mængde materiel derud, bl.a. trillebører og brædder til at trille på. Der blev brugt store pumper til at fjerne vandet med. Der blev endda indrettet et marketenderi. Imidlertid opstod der store vanskeligheder. Bilerne kunne ikke køre derud, og kullene lå pletvis, så det var urentabelt at grave dem op. Til sidst blev det hele opgivet og materialerne kørt bort.

Import af udenlandsk brændsel i mellemkrigsårene gjorde, at brunkulsbrydningen næsten gik helt i stå. Men sidst i 30erne, hvor verdenssituationen tegnede sig mere og mere dystert, vågnede interessen igen for de hjemlige brændselsreserver.

Den første gang, der blev fundet brunkul ved Abildaa, var i 1935. Det var Jens Chr. Mikkelsens karl Jens Peder Hansen, der ved oprensning af en skelgrøft fandt brunkul i nærheden af gården Havbjerg. Peder Vendelbo, Niels Møller dannede et og Anders Jensen, Grønbjerg teglværk, konsortium, som skulle producere brunkul. De fik foretaget en del prøveboringer ved Havbjerg for at finde ud af hvor meget kul, der var i jorden. I foråret 1936 købte de en tønde land af Poul Havbjerg og begyndte at grave kullene op. Der blev kun brugt håndkraft; både overjord og kul blev transporteret på trillebør.

Det første læs blev kørt til Abildaa mejeri, og da det viste sig, at der var stor varmeevne i kullene, fortsatte man med at grave. Der viste sig snart problemer med vandet, som måtte pumpes væk. Først fik man møllebygger Harald Nielsen i Grønbjerg til at konstruere en mølle, som trak en pumpe, men denne løsning var ikke så god alene af den grund, at den var afhængig af, om der var vind til at trække møllen. Det endte med, at møllen væltede i stormvejr, og så blev den opgivet. Derefter anskaffede man en vandsnegl, der blev købt i Stadil, hvor den havde været brugt til afvanding. Den blev trukket af en Holstebro-motor; så kunne man endelig holde vandet væk.

Kullene lå ikke ret dybt. Overjorden var kun godt en meter, og kullaget var også næsten en meter, så det var usædvanlige gode forhold. Blev det dybere, brugte man somme tider at bænke kullene op på den måde, at man havde et trug hængende på siden af graven, som man kastede kullene op på og så igen derfra op på brinken. Senere fik man anskaffet et par tipvogne, som blev lejet hos Ringkøbing Amts Vejvæsen, som arbejdede på Hovedvejen, men arbejdet lå stille på grund af krigen. Så kunne man trække kullene op og tippe dem af i en dynge.

I 1938 blev det muligt at bruge EL-motorer, og så gik det bedre med at fjerne vandet. Efterhånden blev der længere ned til kullene. Overjordens tykkelse varierede nu fra 1 1⁄2 til 3 meter og kullaget fra 1 til 1 1⁄2, men det var dog stadig ualmindelig fine forhold at arbejde under.

Grønbjerg teglværk brugte kullene til at fyre med i ovnene, og "snuset" blev brugt til at blande i det ler, der skulle bruges til fremstilling af kulsten, som var en let, porøs og isolerende mursten, der fremkom ved, at kullene i leret forsvandt under brændingen. De store kul blev solgt til private. Der blev gravet en hel del kul op ved Havbjerg før den anden verdenskrig, men afsætningen var ustabil, så efterhånden var der store dynger på lager. Ved krigsudbruddet i 1939 var lagrene af udenlandsk brændsel fyldt op, så afsætningen af brunkul gik trevent. Men ved besættelsen i april 1940 blev situationen straks en anden. Nu måtte man regne med at skulle mobilisere alle reserver, hvis landet skulle klare sig igennem den vanskelige situation, der var opstået. Ved besættelsen var arbejdsløshedsprocenten på 27 af de arbejdsløshedsforsikrede, så der var arbejdskraft nok.

Tyskerne stillede krav om tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft til de tyske miner. Det blev dog undgået, men en del drog mere eller mindre frivilligt til Tyskland og tog civilt arbejde. Når det var så som så med det frivillige, skyldtes det, at folk kunne fratages deres understøttelse, hvis de nægtede at tage anvist arbejde.

Da brændselsmanglen på grund af besættelsen begyndte at gøre sig gældende, var det ved Havbjerg og Dyrehøj, at man først kom igang med at grave kul i stor stil. Der blev åbnet to lejer, som blev betegnet henholdsvis A og B. I A-lejet hed formanden Dybdal. I B-lejet var det Nicolajsen, der var entrepenør.

Der blev nu foretaget mange prøveboringer for at finde mere kul. Det viste sig, at der var kul i jorden sønden og østen for Abildaa by. Det var i parceller, der tilhørte Jens Chr. Mikkelsen, August Jensen og Peder Vendelbo. I dette område blev der åbnet fem lejer, som "Abildaa Kul" havde brydningsretten til. Peder Vendelbo, Niels Møller og Viggo Juelsgaard havde været alene om brydningsretten, sålænge de kun gravede ved Havbjerg, men da de skulle igang østen for Abildaa, måtte de have tilført mere kapital, og derfor blev "Abildaa Kul" oprettet. I den ejede de tre halvdelen, den anden halvdel ejedes af Herning-folk, bl.a. Sigurd Madsen og Carl Pedersen samt firmaet Tuxen og Hagemann. Sidstnævnte firma havde både et rederi og en kulforretning.

Der blev også åbnet syv lejer øst for bækken, men der var det Harald Lægsgaard fra Herning, der havde brydningsretten. Af de fem lejer vest for bækken beholdt "Abildaa Kul" selv leje nr. 1, som lå længst mod syd; de andre fire var ude i entreprise. Nr. 2 havde Lægsgaard, nr. 3 havde Carl Pedersen, Nr. 4 ? og nr. 5 havde Dalby.

Et års tid efter, at de fem lejer var kommet i gang, blev der åbnet et leje nr. 6, som lå længst mod syd og altså var nabo til nr. 1. Her var Viggo Juelsgaard og Peder Vendelbo alene om entreprisen.

Hen mod slutningen blev der åbnet et nyt leje det vil sige, at det egentlig var et stykke, der var sprunget over i leje nr. 5, vistnok fordi der skulle graves tørv først. Det var Dalby, der havde entreprisen, og formanden hed Egenshøj.

Sidst under krigen blev der gravet kul ved "Lille Kronborg". Det var Carl Nielsen fra Aarhus, der stod for det. Sidst i 40erne blev der gravet kul op i et par tønder land i Hjalmar Pedersens ejendom. Det var Søren Pedersen fra Brande, der havde brydningsretten. Kullene blev kørt til Skærbækværket. Det omgravede areal er siden jævnet og bruges nu som landbrugsjord. Efter krigen gravede Vinter Christensen fra Holstebro øst for Aabjerg.

Selv om krigen sluttede i 1945, varede det nogle år, inden der blev mulighed for at få udenlandsk brændsel til landet. Produktionen af indenlandsk brændsel havde været så stor, at der ikke havde været brændselsmangel under krigen, og det var lykkedes at holde alle virksomheder igang.

Ved Havbjerg holdt man efterhånden op med at grave kul, hvorimod de fem lejer blev holdt igang til omkring 1950. Imidlertid kom Koreakrigen i 1950, og i 1956 rømmede Englænderne Ægypten, og dermed begyndte "Suezkrisen". Disse forhold satte igen gang i brunkulsproduktionen. Igen begyndte man at grave ved Havbjerg eller rettere ved Katrinelund. Denne gang var det firmaet Kohlmann og Bolet, der gravede. De store kul blev solgt til private, og Videbæk fjernvarmeværk aftog også store mængder af de små kul. Hovedparten gik dog til Randers EL-værk, men der blev også kørt en del til Aarhus. I denne omgang blev der gravet til omkring 1960.

Dermed var brunkulstiden forbi ved Abildaa, men der var andre steder, hvor brunkulsproduktionen fortsatte endnu nogle år. Først i 1970 standsede produktionen totalt. De sidste brunkul blev produceret i Fasterholdt og blev leveret til Midtkraft.

En farlig arbejdsplads

På en arbejdsplads, hvor der var så mange mennesker beskæftiget, og hvor man endnu ikke havde begyndt at bruge gravemaskiner til jordarbejdet, kunne det ikke undgåes, at der skete ulykker. Der blev i sin tid sagt, at brunkulslejerne var Danmarks farligste arbejdsplads. I de store brunkulsområder ved Søby var der 57 arbejdsulykker med dødelig udgang, deraf var halvdelen som følge af sandskred. I Abildaa var der ingen sandskred med dødelig udgang. Det skyldes nok, af der var en del "blyjord", og der blev heller ikke arbejdet i så store dybder som i Søby. Derimod var der et dødsfald som følge af en EL-ulykke. Ulykken skete i leje nr. 3 vest for bækken under flytning af en transportør, hvorved der gik overgang i den elektriske installation, så transportøren blev strømførende. Det var et under, at der ikke skete flere ulykker, for de elektriske installationer havde dårlige kår i lejerne. Kablerne lå på jorden og blev trådt på og kørt over af vogne og lastbiler. Samlingerne og stikdåser blev hængt op på et knækket skovleskaft, så lå det ganske vist ikke på den opblødte jord, men det var alligevel udsat for regn og fugt. Hvis sikringerne sprang for tit, blev de mange gange erstattet med sølvpapir. Tidligere arbejdere kan fortælle om, hvordan det under arbejdet kunne snurre i både skovl og støvler, fordi der var overgang i den elektriske installation.

Vand var det helt store problem i lejerne. I de fem lejer vest for bækken lå kullaget dybere, jo længere man kom frem, derfor måtte man hele tiden sætte pumpebrønde. Ovre på den østre side var det omvendt; der kom man højere op, efterhånden som man kom frem, derfor kunne de faktisk klare sig med den først satte brønd, fordi den stod på det laveste sted.

Fastelavnssøndag 1942 var der 32 graders frost. Den dag gik der et pumpeleje i stykker ovre i lejet ved Havbjerg. Da man havde fået lejet skiftet, var pumpen frossen, fordi der stod lidt vand i den. Ved at afbrænde halm og petrolium lykkedes det at få den tøet op. I mellemtiden var sugeslangen frossen, det var en seks tommers, og den var omkring seks meter lang. Den var så uhåndterlig og tung, at der måtte hentes hjælp, for at man kunne magte den. Man fik den op på mejeriet og fik sat damp på den. Imens var pumpen selvfølgelig frosset i stykker...

I de hårde isvintre først i 40erne var det nødvendigt at bruge sprængstoffer, fordi frostlaget kunne være en meter tykt. Disse sprængninger har andre steder forvoldt mange ulykker. I Abildaa var der kun én, der kom til skade i den anledning. Det var Chr. Otto Christensen fra Vinding - som i daglig tale blev kaldt "Shanghaj" der ved hjælp af en hammer og en jernstang slog sprænghuller i den frosne jord. Under dette arbejde sprang der en jernsplint af stålstangen og ramte Shanghaj med en sådan kraft, at den gik igennem hans stortrøje og øvrige tøj ind i maven på ham, så han måtte have et længere sygehusophold.

Arbejdet mekaniseres

Da man først begyndte at grave brunkul i større stil, måtte man til at bruge andre hjælpemidler end skovl og trillebør for at fjerne overjorden. De første mekaniske hjælpemidler, der blev taget i anvendelse, var transportører med gummibånd. Transportøren blev efterhånden et uundværligt hjælpemiddel i alle brunkulslejer. Men det var ikke alle entrepenører, der var lige hurtige til at tage de nye metoder i brug.

Den første vinter i leje nr. 1 trillede man overjorden væk på trillebør, selv om de andre lejer brugte transportører. Der var ganske vist købt en transportør, men den var ikke monteret. Lønnen var 1,48 kr. i timen. I lejet ved siden af hos Lægsgaard var timelønnen på 1,75 kr. Det var jo en ret stor forskel, men så blev arbejderne lovet at transportøren skulle sættes op til foråret, og så skulle der blive akkordaflønning. Ellers skulle man have samme løn som hos Lægsgaard. Men det blev sommer, uden at der skete noget; transportøren lå stadig og ventede på at blive monteret.

Så blev arbejderne enige om, at nu skulle man have en snak om tingene, så der blev holdt en længere frokostpause. Det var Viggo Juelsgaard, Peder Vendelbo og Niels Møller, der var entrepenører. Man var ved at være så nogenlunde enige om, at lønnen skulle op til 1,75 kr., men så blev Møller gal. Han ville ikke have, at der blev holdt stille i arbejdstiden. Lønnen var 1,48, ellers ville alle blive fyret. Enden blev, at alle blev fyret og fik at vide, at de kunne komme næste morgen og søge arbejde. Så skulle nogle få arbejde, men ikke alle. De, der betragtede sig som hovedmændene bag konflikten kom selvfølgelig ikke næste morgen, men de havde til gengæld nemt ved at få arbejde i et andet leje. Sådan skulle man ikke holde "faglig møde" i arbejdstiden. Det blev betragtet som strejke og var tilstrækkelig grund til at fyre hele mandskabet.

Transportørerne kom altså frem i 1941, men efterhånden kom man op på 6-10 meter overjord, og så var én transportør ikke lang nok, men man kunne sætte to i forlængelse af hinanden. Samtidig med, at man gik over til at bruge transportører, blev der konstrueret nogle primitive spil til at hejse kullene op af graven, hvilket skete i trækasser. Spillet stod fast og kunne ikke dreje, men var opstillet således i balance, at udlæggeren selv svingede om til sortereren samtidig med, at kassen med kul blev hejst op. De mekaniske dele i spillet var som regel fra Pedershaab maskinfabrik, hvorimod trækonstruktionen blev lavet af lokale håndværkere. De maskiner, der blev brugt til at sortere kullene med, var som regel fra Kjellerup maskinfabrik.

De første gravemaskiner kom til Abildaa i 1944. Den første kom fra firmaet Kjær og Trillingsgaard i Aarhus. Gravemesteren hed Bech, og maskinen kom til at arbejde i leje nr 1. Den næste kom fra firmaet Lind og Jørgensen i Vejle, gravemesteren hed Stanley Tambour. Den kom også til at arbejde i leje nr. 1. Der kom ikke flere maskiner igang på den vestre side, hvorimod der var flere i brug på den Østre side.

Efterhånden som man måtte dybere ned efter kullene, blev der udviklet større og kraftigere materiel. Kohlmann og Bolet, der i slutningen af 50erne gravede ved Katrinelund, brugte en transportør, der var 60 meter lang, og gravemaskinen læssede jorden direkte på transportøren.

Transport af brunkul

Når kullene var gravet op og sorteret efter størrelse, skulle de transporteres enten direkte til forbrugerne eller leveres i jernbanevogne på en af stationerne i Ørnhøj, Grønbjerg, Vildbjerg eller Videbæk. Under krigen foregik det meste af transporten med hestevogne. Derfor var der mange spand heste opstaldede på gårdene omkring Abildaa. Hvor mange det drejede sig om, er der ingen, der kan sige bestemt. Som eksempel kan nævnes, at firmaet 4-K (Københavns Kul og Koks Kompagni) havde 14 spand heste opstaldede i gården (Timringvej 8). Vognene, som dette firma kørte med, var så store, at de kunne rumme fire tons. De kørte til Vildbjerg station med kullene. Vognene var så tunge, at hestene måtte dreje vognen samtidig med, at de satte igang; ellers kunne de ikke få startet. Vognene var underløbere, så de kunne let vælte, hvis der ikke blev passet på. Det var ikke alle kuske, der havde erfaring med at køre med hesteforspand, og det gik desværre ud over hestene.

Der blev selvfølgelig også kørt med lastbil. Således havde Peder Vendelbo fem biler, der kørte med kul, hvis der ikke var andet arbejde til dem. Benzin kunne ikke fremskaffes, så der blev kørt på generatorgas, som ikke var så driftsikker som benzin. Fælles for både hestevogne og lastbiler var vanskelighederne med at skaffe dæk og slanger. Mange dæk havde revner, der var boltet sammen. Nye dæk og slanger kunne næsten kun købes på den sorte børs, og det var et dyrt sted at handle. Efterhånden som forholdene blev normaliseret efter krigen, blev der ikke brugt heste mere, men alle kultransporter blev foretaget med lastbiler, som kørte direkte til forbrugerne.

Hvem arbejdede i brunkullene?

Det er ikke muligt nøjagtigt at sige, hvor mange der var beskæftiget i brunkullene ved Abildaa under krigen. Regner man med, at der var 12-15 lejer igang med omkring 20 mand i arbejde i hvert leje, kommer man til, at der har været omkring 300 mand i arbejde samtidig, og det er nok det nærmeste, vi kan komme det rigtige antal. Men det var kun en del af dem, der boede her. Hver morgen kom folk kørende på lastbiler fra Vildbjerg, Aulum, Videbæk, Felding og Holstebro. Desuden var der mange, der kom cyklende langvejsfra.

Når man hører om brunkulsarbejderne, så får man gerne indtrykket af, at det for størstedelen var en flok børster, der drak og spillede daglønnen op. Denne opfattelse er forkert; langt de fleste var dygtige og ansvarsbevidste folk, der ikke tog det så nøje med arbejds- og boligforhold, når de bare kunne tjene en god dagløn.

Leveomkostningerne var ret beskedne, og kunne man få et billigt værelse, så kunne det godt lade sig gøre at spare op. Den megen flytten omkring gjorde, at nogle sparede skatten, for de var flyttet igen, inden skattevæsenet nåede at få fat på dem. Selv om brunkulsarbejdernes kår kunne være barske, så var der ingen, der klagede. Mange havde gået arbejdsløse i lange tider og var glade for at kunne være sikker på en ugeløn.

Arbejdsløsheden gjorde, at det var alle salgs folk, der søgte arbejde i kullene. Næsten alle tænkelige fag var repræsenterede: der var både tømrere, murere, elektrikere og frisører, og så var der nogle, der var straffet - andre kom, fordi de havde kærestesorg. Sidst under krigen kom der folk, som var gået under jorden, fordi de var flygtet fra tyskerne. Der var også politibetjente, der var flygtet, da tyskerne tog det danske politi.

Engang kom der en del arbejdere fra Esbjerg, og de var meget "røde" - altså meget fagforeningsbevidste. De skulle fjerne overjorden, men de ville ingenting bestille, og desuden lavede de ballade og saboterede materiellet. Det blev nødvendigt at fyre dem alle sammen og udbetale dem den løn, de havde tilgode. De havde faktisk drevet det så vidt, at det ikke var rentabelt at have dem, men det troede de ikke på, så de blev i Abildaa en hel uge, fordi de regnede med at blive antaget igen. Men da de havde drukket lønnen op, drog de alligevel afsted - og de blev ikke savnet.

Engang kom der en formand, der gik i lakstøvler og havde vandkæmmet hår - han virkede faktisk lovlig "pan". Men det værste var, at han skrev så mange timer på arbejdssedlen, at han kunne komme op på 29 timer i døgnet. Han mente, at han var formand om dagen og passede pumper om natten. Han blev ikke gammel i Abildaa. Han havde måske arbejdet for tyskerne, for hos dem gik det til på den måde.

Engang kom der en halv snes mand fra Grenaa. Det var vist fiskere, der var blevet anvist arbejde i Abildaa. De kom til at arbejde i et leje, hvor formanden hed Bjørn og var gammel herregårdsforvalter, og han var ellers en brøstig karl. Han optrådte noget overlegen overfor dem den første dag. Men det endte med, at han fik et par på hovedet og blev jaget hjem, og så blev han yderligere lovet, at han efter fyraften skulle få det tærsk, der kunne ligge på ham. Det var i den politiløse tid, så han alarmerede vagtværnet i Abildaa, som bestod af Peder Vendelbo, Lars Dideriksen og smedemester Danielsen. Vagtværnet var udstyret med gummiknipler, men Peder Vendelbo foreslog, at de lod være med at tage kniplerne frem. I stedet tog han en flaske brændevin i lommen, og over den kom de alle til en forståelse. Havde de taget kniplerne i brug, havde de nok selv fået klø, for de andre var for mange.

Der var selvfølgelig også fastboende, der tog arbejde i kullene. Først og fremmest var der de, der plejede at tage lønnet arbejde, men også mange landmænd, der havde mindre landbrug, reddede sig en ekstraindtægt, som kunne supplere den sparsomme indtjening, der dengang var ved et mindre landbrug.

Det var altså en broget flok, der befolkede kullejerne, men i det ydre var der ingen forskel, og omgangstonen var ret demokratisk. Alle var dus, og der var ingen synderlig forskel på arbejder og arbejdsgiver.

En gang om måneden var Peder Vendelbo, Viggo Juelsgaard og Niels Møller i Herning til møde med deres kompagnoner. Det skal have været på vejen hjem fra et sådant møde, hvor lillebilvognmand Godtfred Dahl var kørende med dem, at de på grund af det gode humør begyndte at lægge benene op på ryglænet. Det ville Dahl imidlertid ikke have. Så spurgte Møller om, hvad sådan en vogn kostede, og da Dahl nævnte en pris, gav Møller ham beløbet; og så sagde han til de andre, at nu måtte de godt lægge benene op, for nu var det hans vogn.

Boligforhold under krigen

Da brunkulsbrydningen for alvor tog fart ved Abildaa i 1941, strømmede arbejdere til. Arbejdsløsheden var stor, og man ville hellere til det snavsede og fysisk hårde arbejde i kullene frem for at blive tvangsudskrevet til arbejde i Tyskland. De fleste regnede vel med, at krigen ville blive kort, så man tog det ikke så nøje med boligforholdene, men indrettede sig ret primitivt. De enlige og ugifte lejede sig ind, hvor de kunne få plads. Kunne man ikke få et loftsværelse, kunne man klare sig med et sengested på et tomt loft. Det må have været en kold oplevelse at sove et sådant sted i de hårde vintre i 40erne, hvor vi havde ned til 32 graders frost. Andre klarede sig med et tomt hønsehus eller en kasseret rutebil.

De gifte arbejdere, der havde kone og måske også børn, anskaffede sig som regel et træhus. På trekanten mellem Raahede og V. Thomsen boede Dagmar og Peder Olesen i et træhus, og søskende Pedersen havde også deres træhus stående der. På "møllebakken" blev der sat et hus til Egenshøj. Det blev senere flyttet, og der blev bygget et nyt på stedet, som også blev flyttet. Nede bag Askovvej 21 var der et lille træhus, hvori der boede et par ungkarle. Der, hvor Timringvej 3 ligger, blev der bygget et grønt hus til Rasmus Hansen, der var formand i leje 4 og i det gamle leje A. Længere nede på Timringvej blev der bygget til Harald Lægsgaard. På den søndre side, hvor foderstoffet ligger, lå der under krigen fire eller fem træhuse. Desuden var der nogle træhuse på den østre side af bækken foruden barakkerne ved statens kantine.

Ialt har der ligget 10-15 træhuse ved Abildaa, som næsten alle sammen forsvandt efter krigen. Et par stykker blev stående, men de er nu helt ukendelige, fordi der er bygget teglstensmur uden om det gamle træhus, så det i dag fremtræder som et almindeligt parcelhus. Der var indlagt elektricitet i træhusene, men det var også den eneste facilitet, der fandtes. Brændsel var der nok af lige udenfor døren det var et lyspunkt i de hårde vintre. Disse huse blev opført af lokale håndværkere, men ikke efter nogen bestemt plan og selvfølgelig i strid med alle byggevedtægter. Det var en billig måde at bo på, og en del unge familier fik i disse år sparet op, så de efter krigen kunne starte selvstændig virksomhed. Mange indrettede sig ganske hyggeligt, og de børn, der voksede op under disse forhold, var lige så sunde og kvikke, som andre børn. I dag synes vi, det var kummerlige forhold, men sådan opfattede de det ikke selv. Man kendte ikke andet og var godt tilfreds.

Statens kantine

Langt den største del af de fremmede arbejdere var ugifte, og for at lette forholdene for dem lod staten opsætte seks sovebarakker og en kantine på den østre side. Det var gamle militærbarakker, hvor der var plads til otte mand i hver. Kantinen blev forpagtet ud. Den første forpagter var udlært kok, han blev til daglig kaldt "barakkok". Desværre duede han ikke til at administrere, så han fik underskud og måtte flytte. Den næste forpagter hed Jenny, hun blev altid kaldt "Jenny Kammersgaard" efter datidens berømte og kraftige langdistancesvømmer. Som regel var der gerne 4-5 damer, der hjalp i kantinen.

Det kunne ikke undgåes, at der somme tider var spektakel i barakkerne, men som regel ordnede de selv uoverensstemmelserne det var sjældent, at politiet blev indblandet. Da politiet blev taget af tyskerne den 19. september 1944, blev der oprettet lokalt vagtværn, der skulle sørge for ro og orden. Når der var uro og ballade i barakkerne, kunne det ske, at vagtværnet måtte træde til med gummiknippel i lommen. Som regel kunne sagerne klares med at true de formastelige. Det var mest tæpper, de stjal fra hinanden, og det gav anledning til uro.

Kantinen ved Havbjerg

Ved Havbjerg fortsatte kullaget ind under gården, og til sidst endte det med, at gården blev revet ned og fjernet. Den blev genopført østen for bækken, altså i Timring, hvor også en stor del af dens jord lå. Inden gården blev revet ned, blev udhuset brugt til spiseskur og kantine for arbejderne. Chr. Langhoff var bestyrer af kantinen, og selv boede han i stuehuset. Loven var således, at han kun måtte udskænke spiritus ved spisetiderne, men ikke udenfor arbejdstiden. Hvis der var nathold, måtte han udskænke spiritus ved deres spisetider. Det var selvfølgelig vanskeligt at overholde sådanne regler, og betjent Pedersen fra Vildbjerg kom somme tider for at kontrollere, om loven blev overholdt. Det kunne give anledning til sjove episoder, når de forskellige søgte at flygte fra "lovens lange arm".

Engang var der én, der ville gemme sig på loftet, men Pedersen fik fat i hans ene ben og trak ham ned igen. Shanghaj sad engang og var fuld, da Pedersen kom på inspektion. Han spurgte Shanghaj om, hvor mange øl han havde fået. Shanghaj svarede, at han havde fået to øl. Pedersen mente ikke, at han kunne være blevet så fuld af to øl. Men så sagde Shanghaj, at han havde drukket mange flere øl, men han havde kun fået de to; de andre havde han selv betalt.

Langhoff var et ordensmenneske og meget pertentlig - der skulle være orden over det hele. Det var almindelig brugt, at arbejderne stillede deres cykler rundt omkring ved gården, men det ville Langhoff ikke have. Cyklerne skulle stå, hvor han ville have det og ikke andre steder. En dag, hvor arbejderne kom hjem til frokost, var alle cyklerne kastet på møddingen i én stor dynge. Der blev selvfølgelig noget spektakel, og Langhoff fik at vide, at næste gang, det var spisetid, skulle cyklerne være stillet tilbage, hvor han havde taget dem. Om eftermiddagen kom Langhoff gående - han havde været hos købmanden. Man blev nu enige om, at han skulle straffes, fordi han ikke ville sætte cyklerne på plads. Fire mand gik ham i møde og hørte ham til, om han ville stille cyklerne tilbage - ellers skulle han under pumpen. Man havde en seks tommers pumpe, der pumpede vand op i et trætrug. Da han stadig ikke ville give sig, lagde de ham op i truget. Han strittede selvfølgelig imod, så de fire blev næsten lige så våde som Langhoff, men straffet var han da blevet.

Sagen fik imidlertid et efterspil, for Langhoff meldte "voldsmændene" til politiet. Og det hjalp ikke, at de forsvarede sig med, at Langhoff havde været hos købmanden for at købe urtefrø til køkkenhaven nemlig bl.a. gulerodsfrø, der som bekendt skal sættes i blød før såningen.... En dag kom betjent Kongsvar og opkrævede en bøde på 10 kr. af hver. Det var en af de meget sjældne gange, at politiet var i Abildaa for at ordne stridigheder.

Sortbørshandel og kortspil

Brunkulsarbejderne bliver som regel sat i forbindelse med kortspil og spil på sekseren, men i Abildaa blev der ikke spillet ret meget. Selvfølgelig blev der spillet kort, hvis der var en pause, fordi vejret var så slemt, at arbejdet måtte stoppes. Men man hørte aldrig om de store tragedier som følge af spillelidenskab.

Til gengæld var sortbørshandel meget brugt. Under krigen var der mangel på mange ting, men alt kunne købes, hvis man havde noget at betale med. De mest gængse varer på den sorte børs var tobak, cykeldæk, gummistøvler og tøj. Tobak var nok den vare, der blev omsat mest på den sorte børs. Der var altid folk, der kunne skaffe tobak, når bare man kunne betale for det. Det er muligt, at en del kom fra tyskerne, for de ville gerne sælge, hvis de til gengæld kunne få flæsk, æg eller smør, som de tog med til Tyskland, når de skulle hjem på orlov. Chr. Arbjerg i Ørnhøj lavede meget tobak; han dyrkede slev tobaksplanterne. Han solgte det i 50 grams pakker, og hans tobak var slet ikke dårlig. Der kom engang imellem nogle krejlere, der ville sælge dansk tobak eller fynsk tobak eller måske bare tørrede kirsebærblade.

Cykeldæk var et kapitel for sig. Der kunne engang imellem skaffes et dæk lavet af celluld eller gummi, men ellers var det på den sorte børs, der blev handlet mest. Nogle var så snilde, at de kunne lave cykeldæk af gamle bildæk. De kunne være helt massive d.v.s. at en smal strimmel bildæk blev bøjet på langs og klemt ned i fælgen. Det var meget hårdt at køre på, og dengang var der ingen asfalterede veje. Ikke engang hovedvejen mellem Spjald og Agerfeld var asfalteret. I Abildaa kunne Peder Klausen skære bildæk så tynde ud, at de kunne bøjes tilstrækkeligt til, at der kunne blive plads til en slange. På den måde blev der et ganske udmærket dæk at køre på. Han var også god til at vulkanisere.

Foruden sortbørshandel foregik der også en del tuskhandel. Det var en tommelfingerregel, at havde man brunkul, så kunne man faktisk bytte sig til, hvad man havde brug for. Sidst under krigen begyndte man flere steder at bruge gravemaskiner i lejerne, men de skulle have dieselolie, og det var vanskeligt at skaffe - men det lykkedes at holde maskineriet igang. Hvor dieselolien kom fra, er ikke godt at vide, men noget stammede sikkert fra tyskerne, men det blev det jo ikke dårligere af.

Thorkild Munk

Historien fra brunkulstiden

Ung i Ørnhøj under besættelsen

Mindeord